Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke, Adam Gottlob Greve, 1710-92, Hofmand og Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lykkeligvis uden den Ærgjerrighed at ville være alt. Derfor
tilraadede han ogsaa Kongen strax i Begyndelsen af hans Regering,
at han, om han end saa vidt muligt burde se med egne Øjne,
dog tillige skulde støtte sig til Konseillets Overvejelser, og han
opfordrede ham tillige til at bevare dette i dets daværende
Sammensætning. Da han desuden selv aabenbart var hensynsfuld og
behagelig i sit Væsen, forstod han personlig at stille sig i det rette
Forhold til Konseillet og de andre Regeringskollegier. Vistnok
mangler det ingenlunde paa Kabinetsordrer fra Kongen eller paa
Forandringer fra dennes Side i Kollegiernes Indstillinger, ligesom
det ogsaa temmelig jævnlig skete, at Kongen ved Embedsudnævnelser
gik sine egne Veje, og i alt sligt har han ganske sikkert raadført
sig med M; men Regeringens fremherskende Træk, i det mindste
hvad hele Sider af de indre Forhold angaar, var dog en
Kollegiestyrelse, hvori M. ikke blandede sig.
Særlig Interesse har M.s personlige Forhold til de 2 betydelige
Statsmænd, der spillede den største Rolle under Frederik V’s
Regering, nemlig Schulin og J. H. E. Bernstorff. For den første
af disse nærede han stor Ærbødighed, og han synes at have
opfattet ham som den, der havde været et Slags Velynder for ham.
Med god Grund mente derfor de fremmede Diplomater, at M.
ganske rettede sig efter den Politik, som Schulin ansaa for den
rigtige, at han støttede den hos Kongen og aldrig modarbejdede
den. Anderledes blev Forholdet, da Schulin døde i 1750, og efter
en kort Mellemtid Bernstorff i 1751 baade blev Udenrigsminister
og Medlem af Konseillet. Det var vistnok med rette, det den
Gang blev sagt, at M. hellere saa denne Plads besat med
Bernstorff end med den anden fremragende Diplomat, hvorom der
kunde være Tale, nemlig Grev Lynar. Men den Ærbødighed,
M. havde haft for Schulin, der var saa meget ældre end han, følte
han ikke over for den med ham samtidige Bernstorff. Det synes
ogsaa, som om denne, ved Siden af al den fine Form, der
udmærkede ham, har haft en vis docerende Bredde, der kunde virke
irriterende, og at han nok holdt af at lade sin aandelige
Overlegenhed træde frem. Nok er det, at M. følte sig stødt ved hans
Væsen, og det var der dem, som forstode at benytte sig af. Oven
i Kjøbet var det en ikke ualmindelig, om end sikkert i det
væsentlige uberettiget, Opfattelse, at Bernstorffs politiske System var
forskjelligt fra M.s, at han nemlig var engelsksindet, medens M. var
fransksindet. Særlig Frederik II af Preussen hadede Bernstorff,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
