Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reverdil, Elie Salomon François, 1732-1808, Lærer, siden Forelæser og Kabinetssekretær, hos Christian VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han blev atter sendt bort, og siden levede han til sin Død i sit
Fædreland. Hans Liv i den Tid vedrører os derfor ikke.
R. var en begavet og indsigtsfuld Mand, der baade havde
Menneskekundskab og god Iagttagelsesevne. Han satte sig nøje
ind i Forholdene her i Landet, hans Følelse af at tilhøre en større
Kultur bragte ham ikke til at overse, hvad der var dansk, og han
forstod at dømme, om end alvorlig, saa dog uhildet og forstandig.
Dette hang sammen med hans ubetinget hæderlige Karakter. Han
havde ivrige Modstandere, særlig paa Grund af sin Kjærlighed til
Bondestanden, og fra deres Side er han bleven opfattet baade som
fanatisk og ærgjerrig; men selv de erkjendte fuldt ud hans
Uegennyttighed og Hæderlighed. Hans gode Egenskaber træde tydelig
frem, dels i den Fortsættelse af Rogers «Lettres sur le Danemarc»,
som han afTattede o. 1764, dels, og det i endnu højere Grad, ved
hans for vor Historie betydningsfulde Skrift «Struensee et la cour
de Copenhague 1760-72», der først udkom mange Aar efter hans
Død, nemlig i Aaret 1858, og strax blev oversat paa Dansk. Han
skrev dette Arbejde dels efter, hvad han selv ligesom saa for sine
Øjne under sit Ophold i vort Fædreland, dels paa Grundlag af,
hvad han ved sine gode Forbindelser her hjemme hørte om
Forholdenes Udvikling i den Tid, da han var i Schweits. Besindig
og fordomsfri, som han var, indtager han en enestaaende Stilling
midt i al den Lidenskabelighed og Partiskhed, der beherskede
Sindene, og det selv hos de allerbedste. Han nærede vistnok en
uindskrænket Højagtelse for J. H. E. Bernstorff som Menneske og
i visse Henseender ogsaa som Statsmand; men dette hindrede ikke
ham, Schweitseren, i at se, at meget trængte til at reformeres her
hjemme, og at her var fuldt af Fordomme og Misbrug. Det kunde
derfor ikke være andet, end at han maatte finde adskilligt
berettiget i Struensees Reformer, samtidig med at han dømte strængt
om denne baade som Personlighed og som Statsmand. I høj Grad
tiltalende er hans Skildring af Caroline Mathilde, som han, uden at
skjule hendes Skyld, bedømmer med Forstaaelse og Billighed.
Visselig kan man ikke altid tiltræde R.s Domme, og hvad han
fortæller, er ikke altid rigtigt; han har ikke kunnet undgaa at fortælle
efter, hvad han havde hørt andre sige, især naturligvis under sin
ufrivillige Fraværelse fra Landet, og derved er der kommet
Skjævheder og Fejl; men taget i sin Helhed er han forbavsende
troværdig, og faa Memoirer findes overhovedet, der i saa Henseende
kunne staa ved Siden af hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
