Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Staffeldt, Adolph Wilhelm Schack, 1769-1826, Digter, Amtmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvad enten Grunden maa søges i en ulykkelig Forelskelse, om
hvilken fjærne Frasagn melde – dunkle og utilstrækkelige som de
fleste biografiske Data om S. –, eller hans Ærgjerrighed stræbte
ud mod større Virkefelter: nok er det, S. søgte Embede paa ny
og udnævntes 1810 til Amtmand i Cismar, en daarlig lønnet Post,
der gjærne betragtedes kun som Gjennemgangsled til anseligere
Stillinger. S., der synes altid at have haft gode Forbindelser og
virksom Protektion, gik snart over til en af disse, da han 3 Aar
efter (1813) blev udnævnt til Amtmand over det store Gottorp Amt
og tillige til Overdirektør i Staden Slesvig.
Men mellem Assessoren og Amtmanden ligger den Ydelse,
som nu ene er knyttet til S.s Navn og har bevaret det i Historien:
hans Digtning. Efter Hjemkomsten fra den store Udenlandsrejse
havde han meddelt et og andet Digt i Tidsskrifter og Nytaarsgaver,
bl. a. ogsaa i den af Oehlenschläger udgivne «Siofna» 1802.
I samme Aars Dec. udkom imidlertid det berømte Bind «Digte» af
Adam Oehlenschläger (med «Den frembrydende Vaar», «Hakon
Jarls Død», «Løveridderen», «St. Hansaften-Spil» og anden
vidunderlig Poesi), der som en pludselig Aabenbaring, som en
himmelfalden Fane satte Skjel mellem den gamle og den nye Verden.
Paa hvilken Side af Skjellet staar nu jeg? maatte S. vel i
Overrumplingens Øjeblik spørge sig selv. Hans Digtning havde
ubestridelig bragt noget ganske andet, baade i Tankeindhold og
Sprogform, end det afdøde Aarhundrede havde kjendt, – ogsaa noget
andet og modnere og dybere, end hvad den 10 Aar yngre Oehlenschläger
hidtil havde ladet se Lyset. Han tilhørte som denne en
ny Tid, men det nye, han bragte, var ikke det samme og bragtes
ikke paa samme Maade som Medbejlerens. Vilde der være Plads
til det og Øre for det i det af denne erobrede Land? Som for
at faa dette Spørgsmaal besvaret og ikke ved Passivitet og
Tavshed lade sig sejle agter ud udgav S. næsten paa Aarsdagen for
Oehlenschlagers Samling et Bind «Digte» (434 Sider). Det indeholder
lutter hidtil utrykte Ting, i alt 58 Digte, og det forsikres i
en Efterskrift, at de paa 6 nær alle ere udarbejdede inden Aaret
1800. Hvor meget man end er forpligtet til at tro en Adelsmand
paa hans Ord, strider denne Forsikring dog mod al kritisk
Opfattelse. Der kan for en æsthetisk Bedømmelse af Digtsamlingen ikke
være Tvivl om, at dens første Halvdel, Balladerne og Romancerne,
er fremkommen under Paavirkning af Oehlenschlagers forudgaaende
Digtsamling Ganske særlig gjælder dette for de nordiske Æmners
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
