Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Staffeldt, Adolph Wilhelm Schack, 1769-1826, Digter, Amtmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vedkommende. Ingen Sinde tidligere havde S. behandlet et
nordisk Oldtids- eller Middelaldersmotiv i romantisk Aand, – og nu
møder det ene frem efter det andet. Man kunde tænke sig, at
den poetiske Luft paa det givne Tidspunkt – o. 1801 – havde
været svanger med dette digteriske Stof, og at det omtrent
samtidig havde udladt sig gjennem to indbyrdes uafhængige Ledere;
men Sagen er den, at ikke alene Æmnernes Udformning, men
endog Versbygning og enkelte sproglige Vendinger have en saa
Oehlenschlägersk Karakter, at den eneste naturlige Forklaring paa
Overensstemmelsen bliver den ganske simple, at den forudgaaende
Digter har paavirket Efterfølgeren. Der ligger heri intet
beskæmmende for S., saa lidt som Digterskaren efter Oehlenschläger nogen
Sinde har tænkt paa at fornægte Paavirkningen af den store
Nyskaber. S. er ikke mindre end Guldalderens andre Skjalde en
Digter med egen Personlighed og selvstændigt Præg, og i hans
første Digtsamling findes Poesier, der høre til Litteraturens bedste:
«Troubadouren», «Et Aar i Padua», «Den græske Blomsterpige»,
«Den hellige Therese», «Trende Nætter», «Snedkeren og hans
Drenge i Pestens Tid», «Kongen af Tyrus og Tiggersken» af
Bogens første og større Halvdel, «Kunstnerlængsel», «I Høsten»,
« Under Lillas Vinduer», «Blomsten», «I Canovas Værksted»,
«Digterbekjendelse» af dens anden, lyriske Del. Navnlig her staar S.
ganske paa egen Grund. Den modne Mands Tankedybde og
Begrebsstyrke i disse Digte kunde den 24aarige Yngling ikke have
rivaliseret med; men dette vilde da heller ikke let være faldet ham
ind, thi han besad, hvad bedre var: Livets frodige Natur, der
overgaar al Spekulation, Følelsens og Fantasiens varme Strøm, som
befrugter langt fyldigere end Begrebets klare og kølige Væld.
Skulde her tales om nogen Væddekamp, saa var og blev
Oehlenschläger Sejerherre. Fra første Færd af mødtes begge Digtere af
den gamle Tids vrantne Kritik, men da Oehlenschlager snart vandt
en begejstret Ungdom for sig, kunde heller ikke dens Hjærte banke
i Takt med S.s Digtning. Hvor rige og skjønne danske Vers han
end havde skrevet, kunde der dog pludselig møde en grel
Germanisme, der ødelagde Harmonien, og – hvad værre var – hele
Aanden i denne den mystiske Abstraktions og den svimlende
Enthusiasmes Poesi føltes som udansk i Sammenligning med
Oehlenschlägers ægte nationale Blanding af Pathos og Humor. Denne
sidste Egenskab er S. absolut fremmed.
Sin anden og sidste Digtsamling udgav S. 1808 i Kiel: «Nye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
