Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stage, Johan Adolph Gottlob, 1791-1845, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
borgerligere Toner end dem, han havde anslaaet i dette tyske
Rabalderdrama. Hurtig efter den forgudede H. C. Knudsens Død overtog
han nemlig et Par af dennes Mesterroller, først Faldsmaal i
«Guld-daasen» og lidt senere Barthel i «Vinhøsten», og viste sig i dem
begge som en smagfuld, næsten tilbageholdende Komiker, der,
især i sidstnævnte Rolle, i hvilken han tillige viste gode
Muligheder som Buffo-Sanger, mere gjenfødte Figuren i Forgængerens
Billede end nyskabte den ud af sin egen Fantasi. Denne Mangel
paa selvskabende Fantasi fulgte S. gjennem hele hans Skuespillerliv;
Ryge skriver 1832 i sin «Kritiske Sammenligning», «at man
ikke kan tilkjende ham Fantasi i nogen betydelig Grad. Hvad han
realiserer, er rigtignok undertiden vel udførte og i deres enkelte
Dele harmonerende Malerier; men de ere i Almindelighed alt for
tydelige Kopier enten af andres sceniske Præstationer eller af
Personligheder uden for Scenen.»
Allerede i det første Theateraar havde S. saaledes godtgjort
sin store Anvendelighed, og Theatret drog sig i de følgende Aar
denne i fuldt Maal til Nytte: S. fik tildelt mange og temmelig
forskjellige Roller, baade værdige Fædre og Pedanter, Bonvivanter
og Fusentaster, fine Kavallerer og burleske Narre. Ud af denne
Mangfoldighed træder én Figur frem: Anstandskavalleren, ikke alene
fordi S. paa dette specielle Omraade naaede det fuldkomne, men
tillige fordi denne Figur i Virkeligheden dannede Rygraden i alle
de andre; endogsaa naar han som den yngre Philibert i «Brødrene
Philibert» skulde fremstille «et Menneske af en slet Tone», kom
det ham, som J. L. Heiberg siger, «ypperlig til Pas saa nøje at
vide, hvad der hører til den gode». Lige saa fuldkommen S. var
paa sit specielle Omraade, lige saa snævert begrænset var dette i
Virkeligheden: saa snart Anstanden skulde have et Præg af
Overgivenhed og Flygtighed eller den fine Verdenstone af Erotik og
Letsind, kunde Anstanden blive stiv, Tonen træet; dog S.s smukke
Personlighed, og elskværdige Belevenhed dækkede herover, saa han
gjorde endog stor Lykke i en Række muntre Roller som George
Gossamer i «Munterheds Triumf» og Bolzheim i «Godset Sternberg».
Gjennem Anstandselskere som Faukland i «Østergade og
Vestergade» og Rinville i «Den første Kjærlighed » naaede S.
temmelig hurtig de helt repræsentative Roller, inden for hvilke han
ikke blot fremstillede den fineste Hofelegance som Prinsregenten i
«Kean», men som Fouché i «Michel Perrin» endog hævede sig
til imponerende Noblesse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
