Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tillisch, Frederik Ferdinand, 1801-89, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han ikke vilde love ubetinget at holde paa den udstrakte Valgret,
og gav altsaa til Kjende, at han vel var national, men ikke
liberal. Dette fremgik endnu tydeligere af Udtalelser, som han
fremsatte i Rigsdagen i de 4 Maaneder, han stod over for den
som Minister. Han gjorde saaledes 7. Okt. Indsigelse imod, at
slesvigske Spørgsmaal drøftedes, saa længe der ikke sad slesvigske
Medlemmer paa Rigsdagen, i det han tilføjede, at det var hans
inderligste Ønske, at vi snart maatte se dem her, og 22. Okt. greb
han Lejligheden til at erklære sig bestemt imod en Tvangsafløsning
af Fæstevæsenet, skjønt han paa Regeringens Vegne forsikrede, at
den oprigtig ønskede Fæstegodsets Overgang til Selvejendom
fremmet. Men det maatte helst ske ved frivillig Overenskomst, og
man maatte ikke hindre dette ved at stille en tvungen Afløsning i
Udsigt eller tale om Bøndernes Medejendomsret. I det væsentlige
stillede han sig paa Godsejernes Side i denne Sag.
Hans Virksomhed som Minister blev som sagt ikke af lang
Varighed, thi 28. Jan. 1852 indtraadte Helstatsministeriet Bluhme
med sin Januarkundgjørelse, og T. afgik nu baade som Minister
og som Kabinetssekretær; det sidste Embede havde han vistnok
kun røgtet indtil Avg. 1849, medens han siden var midlertidig afløst
af Bluhme. Paa dette Tidspunkt stod han som den Statsmand, der
var Udtryk for den nationale Retning i dansk Politik, og det blev
derfor ogsaa ham, der ved 2. Behandling af Kampmanns Forslag til
en Mistillidsadresse 13. Marts gav de vægtigste Udtalelser, og som
derefter fik Sagen afgjort ved en Dagsorden. Da var det, at han
sagde om Januarkundgjørelsen, at den havde «tilintetgjort den sidste
Rest af vore kjæreste Forhaabninger», og at han fandt det
uheldigt, at man havde overdraget Slesvigs Styrelse til en tyskdannet
Mand som Carl Moltke, fordi «Slesvig er, har været og altid skal
være et dansk Land», og fordi hans Udnævnelse, hvor loyal han
end var, «vakte Bekymringer paa den ene Side og Forhaabninger
paa den anden, som ikke burde fremkaldes»; han dadlede flere af
Ministrenes Udtalelser som lidet konstitutionelle og misbilligede
aabent Krigsminister Hansens Optræden, som næppe stemmede med
Regeringens og Rigsdagens Værdighed. Men alligevel maatte han
fraraade Mistillidsadressen, fordi et Ministerskifte for Øjeblikket
vilde være uheldigt, ja farligt, og han fandt, at man hverken
burde udtale Tillid eller Mistillid, men lade Tvivlen hænge som
et Sværd over Ministeriets Hoved, indtil Forholdene med Tiden
klarede sig. Dagsordenen nøjedes derfor med at udtale Rigsdagens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
