Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar (Knudsen), 1158–1236, Biskop af Slesvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Knud Valdemarsen gav Slesvig Bispestol de mest udstrakte
Privilegier (1187). Saa stor var den danske Styrelses Tillid til V., at
den tilmed overlod ham Forvaltningen af det sønderjyske
Hertugdømme, medens den udvalgte Hertug Valdemar (Sejr) endnu var
Barn. I Julen 1187 blev den unge Hertug vaabenfør og overtog
selv sit Hertugdømme, og kort efter fik V. endelig Bispevielsen.
Begge havde de Sæde i Slesvig, og i Begyndelsen virkede de
en-drægtig. Da Ditmarskerne løsrev sig fra Ærkebiskop Hartvig II
af Bremen og gav sig under Danmark, sikrede de saaledes denne
Erhvervelse ved et Tog ind i Holsten, hvor de tog Gisler (1189).
Senest i 1191 udbrød der imidlertid en voldsom Strid mellem
de to Navnefrænder. Aarsagen kjendes ikke. Formodentlig har
Biskoppen ligesom tidligere villet være raadende i Statssager og
tilmed villet hævde Ditmarsken som et uafhængigt Fyrstendømme
for sig selv; Ditmarskerne havde nemlig besmykket deres Frafald
til Danmark med den Paastand, at de lige saa vel kunde tjene
St. Peders Kirke i Slesvig som St. Peders Kirke i Bremen. Sligt
har den højtstræbende og viljestærke Hertug Valdemar ikke villet
taale, og med ungdommelig Heftighed beslaglagde han noget af
Bispestolens Ejendom og Biskop V.s Fædrenegods. Forgjæves
søgte den pavelige Legat, Kardinal Cinthius, at mægle; Biskop
V. trodsede hans Bud. Han traadte hemmelig i Forbindelse med
den mægtige tyske Kejser, Stauferen Henrik VI, der var harmfuld
over, at Danmark havde afvist hans Faders Højhedskrav og
nærmet sig til hans Fjender, Welferne. Støttet af Henrik lod V. sig
uretmæssig vælge til Ærkebiskop af Bremen, hvorfra Hartvig II
var fordreven, men kom dog ikke i Besiddelse af Ærkesædet.
Desuden sammensvor han sig med Grev Adolf III af Holsten og
andre staufervenlige Fyrster i Nordtyskland, maaske ogsaa med
nogle Venderfyrster, som synes at have ægtet hans Søstre, og
dertil med de danskfjendtlige Konger i Sverige og Norge, Knud
Eriksen og Sverre. Danmark var altsaa omspændt af en mægtig
Sammensværgelse, og Sjælen deri var en højbyrdig og højt begavet
Dansker, der var rede til at ofre Danmarks Frihed, blot han selv
kunde tilrive sig Kronen. Men V.s Forræderi blev mere og mere
aabenbart, og pludselig valgte han at flygte af Landet. Han kom
igjen med 35 Langskibe og en norsk eller svensk Hær, og den
bispeviede Mand dristede sig nu til at lade sig udraabe til Konge;
efter Aftale gjorde Grev Adolf af Holsten samtidig Indfald over
Ejderen. Hurtig slog Hertug Valdemar dog den fremmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
