Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar (Knudsen), 1158–1236, Biskop af Slesvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælpehær, og nu var Biskop V. i en saa fortvivlet Stilling, at han maatte
søge Underhandlinger. Men her gjaldt ikke nogen Skaansel. Den
unge Hertug tog ham til Fange, støttet af Bisperne Peder Sunesen,
Orner af Ribe og Asser af Viborg (8. Juli 1192), og lænket om
Haand og Fod sad Biskop V. nu 14 Aar i den mørke
Taarn-kjælder paa Søborg, medens alt hans Gods inddroges. Senere
ramte Hævnen Grev Adolf, der mistede sit Land ved Hertug
Valdemars raske Angreb og til sidst blev Biskop V.s Fængselsfælle
paa Søborg.
Danmark var reddet. Men en bispeviet Mand var uden Lov
og Dom bleven behandlet som den farligste Forbryder, og
Kirkeretten var krænket paa det føleligste. Pavestolen kunde ikke lade
denne Sag uænset, og Cølestin III sendte da ogsaa en Række
Buller til Danmark for at faa V. løsladt; han truede og han bad,
men lige meget hjalp det. De danske Bisper med Absalon i
Spidsen stod uden Vaklen paa Kronens Side, og snart gik man
angrebsvis frem, skildrede Paven V.s store Brøde og krævede ham
afsat. Saa vidt gik Cølestin dog ikke, men han lod Sagen dø
hen, og selv hans kraftige Efterfølger Innocents III (1198-1216)
tøvede flere Aar, før han gjorde noget Skridt for den fangne
Biskop. Og da han endelig (Dec. 1203) opfordrede Kong
Valdemar II til at løslade sin Fange, gjorde han det ikke af Velvilje
mod Bispen – hvem han endog kalder et Uhyre med mange
Hoveder, der helst maatte være falden for det verdslige Sværd,
han havde vovet at drage –, men kun af Hensyn til Kirkeloven,
og han lovede paa Forhaand, at Bispen ikke skulde vende tilbage
til Danmark. Valdemar II vidste dog endnu at trække Sagen ud
nogle Aar, og først i 1206 aabnedes Fængselsdøren for Bispen;
Ærkebisp Anders Sunesen, muligvis ogsaa Dronning Dagmar, var
gaaet i Forbøn for ham. Bisp V. svor den dyreste Ed paa ikke
at ville skade den danske Konge og drog til Innocents III, for
hvis Domstol der nu begyndte en vidtløftig Retssag. Danske
Afsendinger rejste svære Klagemaal mod V. Man fremhævede hans
vanærende Fødsel, som man rigtignok havde dækket over, den
Gang man vilde have ham gjort til Biskop, end videre hans frække
«Apostasi», hans Majestætsforbrydelse og Edsbrud, hans Forøden
af Kirkegodset, hans Usædelighed som Biskop osv. Men den snu
Bisp manglede ikke Svar, og det lykkedes ham at stemme Paven
noget gunstigere. Da røvede V.s Magtbrynde og Had ham al
Besindelse og styrtede ham i ny Æventyr og ny Ulykke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
