Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar Christian, Greve til Slesvig og Holsten, 1622–56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
usandsynligt, at politiske Forhold og særlig Sveriges Krig med
Danmark nu har stemt Zar Michael ugunstig over for en dansk
Forbindelse, men hvad der droges frem, var Religionsspørgsmaalet.
Bestemt fordredes det, at V. C. skulde skifte sin Tro, som
Betingelse for Ægteskabets Afslutning; efter russisk Skik nægtedes det
ham at se sin Brud før Brylluppet, og da han saa forlangte at faa
Lov til at drage hjem, afsloges ogsaa dette, og han var i
Virkeligheden Fange. Forholdet forværredes kun, da han i Maj 1644
søgte at flygte; baade da og senere kom det til blodige
Sammenstød mellem ham og hans Følge og Russerne. Tiden trak ud
paa den bedrøveligste Maade, om end Greven og hans Mænd
trøstede sig ved Lystighed og Drukkenskab. Først Zar Michaels
Død i Juli 1645 forandrede Stillingen, hans Søn Alexis gav V. C.
Tilladelse til at drage hjem, og i Avg. forlod han Moskva.
Tilbagerejsen varede dog længe. Han opholdt sig en Tid i Polen
og Preussen og kom først til Kjøbenhavn i Maj 1646. Atter stod
han ledig. Corfits Ulfeldt, der for øvrigt havde et skarpt Blik for
hans Svagheder og især for hans endeløse Forfængelighed, ønskede
at faa ham anbragt i fransk Tjeneste. Men Valget faldt dog paa
Kejserens, og allerede i Efteraaret 1646 var han ved Grev
Holtz-apfels Hær i Westfalen; her forblev han ogsaa det følgende Aar
med Titel af Generalmajor. Hans Pengeforhold vare imidlertid i
den største Uorden, og Christian IV blev, skjønt misfornøjet med
at han sammen med sine Søskende stadig tog Moderens Parti
over for ham selv, nødt til at hjælpe paa ham. 1646 fik han
Saltø Gods paa Sjælland mod Afstaaelse til Kronen af hans
førnævnte jyske Herregaarde, og i Avg. 1647 tilstod Kongen ham
10000 Rdl. i aarlig Pension. Saltø solgte han dog, maaske s. A.,
til Corfits Ulfeldt.
Da indtraf i Febr. 1648 den for V. C. og hele hans Kreds
afgjørende Begivenhed, at Christian IV afgik ved Døden. Et Øjeblik
syntes det ganske vist, som om dette skulde aabne ham Udsigt til
større Betydning. Det er ikke usandsynligt, at man inden for det
Ulfeldtske Parti har tænkt sig Muligheden af at opstille V. C.
som Kandidat til den ledige Trone; i alt Fald mente Partiet, at
Tidspunktet kunde være heldigt til at fiske i rørt Vande. Allerede
før Faderens Død havde V. C. planlagt en Rejse til Kjøbenhavn;
nu kom han hertil 5. Marts; det hedder sig, at han ved sin
udfordrende Optræden paa selve Slotspladsen tiltrak sig almindelig
Opmærksomhed. I Forening med Ulfeldt forlangte han ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
