Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Colbjørnsen, Christian, 1749-1814, Justitiarius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidens Stræben, dens Humanitetsideer, dens Lære
om Menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig
tilbagevendende Sætning, at Staterne ere grundede
for at værne om Borgerfrihed og Borgersikkerhed,
eller, som han ogsaa har udtrykt sig, «Menneskene
have sluttet sig sammen i Stater for det almindelige
bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs
og hvert enkelt Menneskes mulige Lyksalighed». Denne
Lyksalighed kunde kun findes i Friheden. «Ingen
Følelse,» har han sagt, «er mere indprentet hos
Mennesket end Lyst til Frihed ... Friheden er
Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste
af sine Skabninger.» Denne C.s stærke Følelse for
Friheden — vel at mærke den personlige Frihed eller,
hvad man den Gang kaldte den borgerlige Frihed,
ikke derimod den politiske Frihed — næredes ved en
levende Uvilje imod den Standsulighed, der havde
været fremherskende i tidligere Tider. Han, der dog
stod A. P. Bernstorff og Reventlow saa nær, følte en
instinktmæssig Uvilje imod al Adel i og for sig, og
han afskyede alt, hvad der kunde kaldes aristokratiske
Forrettigheder. Det var da ogsaa hans Opfattelse,
at Statsforandringen her hjemme 1660 var bleven
nødvendig, fordi «Statslegemet svækkedes, og Folket
mishandledes under Aristokratiets tunge Aag, uden
at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne
Haandfæstninger) kunde afhjælpe den offentlige Nød,
men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje
med at beklage deres egen og Landets Skæbne». Altsaa
Kongen og Folkets store Masse vare naturlige Venner,
forudsat at man fra begge Sider forstod Opgaven
ret. «Regenter,» har han ytret i en Tale, han holdt
1794, «ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget
sig dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den
eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er
denne, vi kalde Regering, det er eders herlige Daad,
vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde
Lenstyranniets forhadte Lænker, Tronens Rettigheder
ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele
ere væsentlig de samme.»
C. stod, som man kan se heraf, fuldstændig paa den
oplyste Enevældes Standpunkt; han mente, som mange
paa hans Tid, at netop ved den stærke Kongemagt kunde
den sociale Ligheds og den personlige Friheds Sag
bedst gjennemføres. Og paa denne Sag satte han sin
kraftige, ildfulde Personlighed ind, den helligede
han sine rige Evner. Lige saa højt man maa beundre
den Arbejdsiver og Nidkjærhed, der udmærkede ham, lige
saa stærkt fængsles man af den Skarphed i Opfattelsen,
den Klarhed i Fremstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
