Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Faderens Død vendte den tjenstledige Kapellan tilbage
til Kjøbenhavn for at arbejde – og kæmpe. «Kæmpe vi maa i
den løbende Tid, Livet herneden er Strid», sang han ved sin
Tilbagekomst til Hovedstaden, og tidlig og silde havde han Brynjen
paa. I en Prædiken, «Hvorfor kaldes vi Lutheraner?», som han
havde udgivet ved Juletid 1812, havde han formanet alle troende
Præster til at gaa frem i Luthers Aand, og til den havde han føjet
Sangen: «I Wittenberg, i Saxenland». I Kjøbenhavn besteg han jævnlig
forskjellige Prædikestole for at tale Bibelens og Lutherdommens Sag,
og i Skriftet: «Til Fædrenelandet om dets Tarv og Fare» formanede
han som en gammeltestamentlig Profet sit Folk til Omvendelse og
Ydmygelse. Da de allierede Hære rykkede frem til Kongeaaen,
holdt han ved Helligtrekongerstid 1814 paa Elers’ Kollegium 3
Aftener i Træk Taler til den akademiske Ungdom, og hans Ord havde
den Virkning, at 42 Kandidater og Studenter af alle Fakulteter (bl. a.
Poul Møller, N. Søtoft, N. Fogtmann og N. M. Spandet) tilbøde
Fædrelandet deres Tjeneste; selv havde han i Sinde at melde sig som
Hærpræst. Nogle Dage efter sluttedes imidlertid Freden i Kiel, og
derved blev de unges Tilbud overflødigt.
«Verdenskrønniken» af 1812 havde indviklet ham i en Fejde
med hans gamle Ven Chr. Molbech, og da han 1814 af sin Faders
Papirer udgav «En mærkelig Spaadom, ogsaa om Danmark», kom
det til et heftigt Sammenstød med H. C. Ørsted, der skildrede G.
som en Mand, «der nu paa nogen Tid har forvirret mange Hoveder».
En ny «Verdenskrønnike» (1814), i hvilken han fremstillede Israels
Folk som Historiens Hovedfolk og, under Paavirkning af Herder, priste
den jødiske Poesi som Udtryk for Menneskelivets højeste Aandsflugt,
fremkaldte endnu stærkere Modsigelse; og da han paa Landemodet
i Roskilde s. A. ved en Afhandling om Polemik og Tolerance var
tørnet sammen med Biskop Münter, maatte han foreløbig opgive
Haab om et Præsteembede inden for Voldene. Ja, de kjøbenhavnske
Præster, der vare forargede over hans Fordømmelse af den herskende
Ligegyldighed, «som smykkede sig med Tolerancens Navn», frabade
sig endog hans Gjæsteprædikener. Han var derfor en Tid lang
henvist til at virke med Pennen, og Nytaarsgaven «Heimdal» (1815),
«Bibelske Prædikener» (1816), en ny «Udsigt over Verdenshistorien,
fornemmelig i det lutherske Tidsrum» (1817), Oversættelserne af Saxo,
Snorre og Bjovulfs-Drapen (1818-22) samt Tidsskriftet «Danevirke»
(1816-19) vidne om, hvor flittig han var, medens han var henvist
til «de dødes Rige». I disse Aar tog han ogsaa Del i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
