Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Baggesenske Fejde, først som Baggesens Modstander, siden som hans
Forbundsfælle over for «Tylvten» (I, 444), og med J. L. Heiberg
havde han et litterært Sammenstød, der pegede tilbage til dybt
liggende æsthetiske og religiøse Modsætninger mellem ham og de
i Hovedstadens Aandsliv ledende Kredse.
Reformationens Jubelaar, 1817, der foruden «Verdenshistorien»
bragte flere Salmer fra hans Haand, vakte hans Længsel efter igjen
at blive Præst. Han søgte gjentagne Gange Embede i Kjøbenhavn
og i Provinserne, men forgjæves, indtil han (Jan. 1821) uden Ansøgning
blev kaldet til Sognepræst i Præstø og Skibbinge. Efter at
have virket der noget over 1 1/2 Aar fik han endelig, som
residerende Kapellan ved vor Frelsers Kirke, en Prædikestol i
Hovedstaden, og for at frembringe «en Smule Rørelse» begyndte han paa
et Forsvarsskrift for Kristendommen. Men da han var mere Digter
end Filosof, vilde Arbejdet ikke rigtig skride. Derfor greb han igjen
Rimstaven, som saa længe havde hvilet, og sang sin «Nyaarsmorgen»,
der i malmfulde, men ofte dunkle Vers skildrer hans Livsførelse,
hans poetiske og hans kristelige Opvækkelse, og udtaler hans lyse
Haab om Oplivelsen af Nordens Helteaand til kristelige Bedrifter.
Det var ham dog klart, at der forestod en haard Kamp, før den
kristelige og folkelige Vækkelse vilde kunne faa Bugt med
«Oplysningen», og for at samle de gammeldags troende Præster i
Statskirken til fælles Kamp imod den gamle Rationalisme og imod den
af Schleiermacher befrugtede Theologi, der i den unge Professor H. N.
Clausen (III, 615) havde faaet en dygtig Talsmand ved Universitetet,
gik han ind paa Dr. Rudelbachs og Adjunkt J. Chr. Lindbergs Tilbud
om i Fællesskab med dem at udgive et «Theologisk Maanedsskrift».
Desuden lod han ogsaa paa anden Maade høre fra sig uden for
Prædikestolen. I «Kjøbenhavns Skilderi» optraadte han som Værge for
de fynske Almuesfolk, der bleve forfulgte af Øvrighed og Præster, fordi
de søgte deres Opbyggelse i gudelige Forsamlinger. Han saa klart
alle Farerne ved Saadanne Konventikler, men han fandt, at Staten
over for sligt burde se til med Ro i Steden for at slaa til med Sværd,
og det harmede ham, at det ofte var vantro Præster, der gik i
Spidsen for Forfølgelserne. Han brændte af Begjærlighed efter at
vise, i hvilket misligt Forhold disse forfølgelseslystne Præster i Regelen
stode til den Kirkes Lære, hvis Tjenere de vare, men han var bange
for at afsige en kirkelig Skilsmissedom i Kraft af sin egen
Skriftfortolkning, hvor sikker den end forekom ham selv.
Paa denne Tid var det da, at han, under Bøn og Læsning i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
