Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gyldenløve, Ulrik Frederik, 1638-1704, Statholder og kommanderende General i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rejse til Oldenborg, hvor hans nu 14aarige forlovede ventede ham.
Nogle Dage efter, at han var kommet tilbage til Kjøbenhavn,
maatte han (19. Sept.) atter op til Norge; Kongen viste sig efter
en samtidig Beretning meget venlig mod ham, men Griffenfeld
antoges at have drevet paa hans Afrejse af Frygt for, at G.s
Ophold i Kjøbenhavn skulde formindske hans egen Indflydelse og
Magt. Den svenske Gesandt Grev Nils Brahe karakteriserede i
Jan. 1675 Stillingen saaledes: «Konungen inclinerar till fred,
rikskansleren vill icke krig, emedan hans råd då kanhända mindre gälla,
och G., som nu exsulerar i Norrige, kunde eluctera». Længere ud
paa Aaret vilde Rygtet vide, at G. tænkte paa at gaa i østerrigsk
Krigstjeneste. Men paa denne Tid var allerede for G. begyndt et
travlt og virksomt Liv i Norge. Krig forestod, og Landet var slet
forsynet med Levnedsmidler og Krigsfornødenheder. Allerede i Juni
havde Baron Jens Juel faaet Befaling til at rejse op til Norge for
der at være med i alle Raadslagninger og især have Opsyn med
General-Krigskommissariatet. G. ventede, som han i Juli skrev til
Griffenfeld, med Utaalmodighed hans Komme og lovede, at med
ham som Raadgiver og Løvenhjelm og Henrik Ruse som
Undergeneraler skulde han sørge for, at ingen svensk Soldat betraadte
Norges Grund. Ogsaa i private Anliggender søgte G. fremdeles
Griffenfelds Bistand, og, hvad der er bekjendt af deres Brevvexling,
synes at vidne om, at der lige til Griffenfelds Fald vedblev at bestaa
en venlig Forbindelse mellem dem, skjønt det paa denne Tid maa
antages at have hørt til Griffenfelds Politik at holde G. fjærnet fra
Kongen. At G. skulde have spillet nogen Rolle ved Griffenfelds
Fald, er der næppe Grund til at antage.
Under Krigen, der i Norge fik Navn af «Gyldenløvefejden»,
førte han selv Kommandoen søndenfjælds, og det med saadant
Held, at denne Del af Landet næsten ikke berørtes af Krigens
Ødelæggelser og Plyndringer. Krigens Skueplads var fortrinsvis
Baahus Len, hvis Besiddelse den norske Hær under G. var i Stand
til for længere Tidsrum at hævde, medens Svenskernes Bestræbelser
stadig gik ud paa at vinde denne Landsdel tilbage. Ved Erobringen
af Venersborg (26. Juni 1676) kom G. i Besiddelse af et fast Punkt
ved Enden af Venern, som satte ham i Stand til at udskrive
Kontributioner over et større Omraade. Erobringen af Marstrand (23. Juli
1677) opfattedes som et Vidnesbyrd om de norske Soldaters Tapperhed.
Under en Pavse i Krigsførelsen ilede G. til Lavrvik og blev
der 16. Avg. 1677 viet til Komtessen af Aldenburg, til hvis Ros det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
