Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kingo, Thomas Hansen, 1634-1703, Biskop og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Søren Terkelsens meget yndede og udbredte «Astrææ Sjungekor»,
en Samling af Gade- og Hyrdeviser. Fra dem laaner han
ogsaa ofte sine Melodier, men forstaar med stor Takt at lempe
disse efter Indholdet, saa at han, efter at den gamle Folkesangssalme
var gaaet over i Visen, ud af denne skabte en ny, højtidelig
Koralsang, der egnede sig for Orgelakkompagnement. I
Fortalen undskylder han denne Benyttelse af «lystige og verdslige
Toner» som Akkomodation efter en herskende Smag. Han har
stræbt at gjøre «de velklingende og behagelige Melodier saa meget
mere himmelske, ... at, om du kan lade dig undertiden befalde,
for en Melodis Artigheds Skyld, at gjærne anhøre en Sang om
Sodoma, du meget mere (om du est et ret Guds Barn) skulde
lade dig behage under selvsamme Melodi at høre en Sang om
Zion».
Kjærligheden til Fædreland og Modersmaal giver sig Udtryk
hos næsten alle Tidens Digtere, men hos ingen varmere end hos
K. I Tilegnelserne af «Sjungekoret» til Kongen og Dronning
Charlotte Amalie fremhæver han, hvad han selv havde givet det
bedste Bevis for, at «de danskes Aand er dog ikke saa fattig og
forknyt, at den jo kan stige lige saa højt mod Himmelen som
andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske
Vinger», og i det han roser Dronningens Kjærlighed til
Land og Sprog, taler han djærve Ord om, at den maa gjøre
«mange af dennem skamrøde, der haver (maaske i 30 Aar) ædt
Fædrelandets Brød ... og har dog ikke villet lære 30 danske
Ord», men anse det danske for «et Vadmels Sprog og derfor
gide ej taget det paa deres Silketunger».
I sin Embedsstilling var K. en dygtig og virksom Mand. At
han ogsaa som Prædikant var i Besiddelse af betydelige Evner,
ses af hans eneste bevarede Prædiken, en Ligtale over Professor
Jacob Bircherod (1692), der vistnok efter Tidens Skik er utaalelig
langtrukken, men ofte hæver sig til virkelig Flugt og Veltalenhed. I
Stiftsstyrelsen mødte han ikke faa Vanskeligheder; han var en
stærk og myndig Personlighed med ikke ringe Fristelser i Retning
af Magtlyst og Kjærlighed til timelig Ære og Gods, hvilke han
vel stræbte at neddæmpe, men ikke altid med Held. Dog synes
han oftest at have haft Retten paa sin Side i sine hyppige
Sammenstød, bl. a. med Odense Stiftamtmænd og med Præsten Jørgen
Carstens (III, 407), der var gift med en af hans Stifdøtre og i K.s
sidste Aar blev Stiftsprovst i Odense, hvor den trættekjære Mand snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
