Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knudsen, Hans Christian, 1763-1816, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller aldrig K.s Udførelse af de virkelig betydelige Opgaver, men
havde han faaet en ubetydelig Rolle, og var Stykket tillige daarligt,
viste han ingen Respekt for Helhedsindtrykket, men paatrængte sig
hyppig ved ligefremme Bajadsstreger Publikums Opmærksomhed;
og hans Venners Advarsler gjorde lige saa lidt Indtryk, som at
Schwarz og Rosing som Instruktører i 1800 med tydeligt Sigte paa
K. opfordrede Direktionen til at skride ind mod den om sig
gribende Buffokunst.
Trods sine store Fejl var K. en komisk Karakterskuespiller af
meget høj Rang; han besad den sjældne Gave at kunne med lige
ægte Midler kalde Latteren som Graaden frem, og han anvendte
denne i Fremstillingen af en Række Jødefigurer, hvis Overflade
han gav, dog vel at mærke uden at ty til Overdrivelser, Latteren
i Vold, medens det følelsesfulde Indre rørte til Taarer. Blandt disse
kan nævnes Baruk i «Embedsiver», Pinkus i «De aftakkede Officerer»,
Jøden i «Rejsen til Ostindien», Moses i «Kinafarerne» og
fremfor alle Schewa, Hovedpersonen i Cumberlands Skuespil «Jøden»;
i denne sidste Rolle fremstillede han ypperlig Brydningen mellem
den jødiske Races medfødte Sparsommelighed og det menneskelige
Hjærtes iboende Hjælpsomhed. I det hele udtrykte han mesterlig
Kampen mellem Natur og Vane, mellem Pligt og Tilbøjelighed;
i «Dragedukken» stred hans Skomager Olsen en haard Dyst mellem
Sulten og Faderkjærligheden, og i «Gulddaasen» kunde hans
Faldsmaal, der saa længe færdedes paa lyssky Veje, næppe begribe,
at nogen vilde hjælpe ham op i det ærlige Dagslys.
K. besad en meget smuk Sangstemme, og han vidste at bruge
den paa den mest indsmigrende og bedaarende Maade; intet Under
derfor, at han fik en Mængde Roller i Syngestykker, f. Ex. Tomaso
i «Domherren i Milano», Johan i «Ungdom og Galskab», Saft i
«Sovedrikken», Leporello i «Don Juan» og Michelli i «De to Dage».
Særlig i den sidste fejrede han en stor Triumf, i det han atter
her havde Lejlighed til at fremstille Brydningen mellem forskjellige
Følelser, nemlig mellem Michellis naturlige Angest for, at hans List
skal opdages, og hans viljestærke Bestræbelse for at synes ganske
rolig i den farlige Situation. K. havde ogsaa et betydeligt
Repertoire i Holbergs Komedier; her kunde han ret af Hjærtens Lyst
tumle sig i de lavkomiske Jødefigurer, derimod lod hans Lune sig
ikke bringe ind under den Disciplin, der kræves til Henrik-Roller;
dog vil hans geniale Oldfux i «Den stundesløse» altid sikre ham
en Plads blandt den danske Scenes Holberg-Skuespillere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
