Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Patriotismen
og Staten.
Af
Michael Bakunin.
’ ’ V<-<
En af de største Tjenester, som
bourgeoisiets Nyttighedsprincip
har gjort Mennesket, er den, at
den Jhar dræbt Statens Religion,
Patriotismen.
Som bekendt er Patriotismen en
fortidens Dyd, født i de græske
og romerske Republiker, hvor der
aldrig har bestaaet nogen anden
Religion end Statens Religion,
Statens Kultur,
Hvad er Staten? Filosoferne og
dé Retslærde siger os: Den er det
almene, alles Interesse, alles Vel,
ajles Ret, i Modsætning til den
opløsende Virkning af enhvers
egoistiske Interesser og Handlinger.
Den er Retfærdighedens, Moralens
og Dydens Virkeliggørelse her paa
Jorden. Derfor findes der ingen
mere ophøjet Gerning og ingen
højere Pligt for Mennesket, end at
arbejde for Statens Triumf, dets
Magt, at opofre sig for samme, ja,
o.m det fordres, at dø for den.
Det er i faa Ord Statens
Religion. Lad os nu betragte nærmere,
om denne politiske Religion
ligesom -den kirkelige Religion, ikkej
under sit vakre og poetiske Ydre,
dølger en meget lav og gemen
Virkelighed.
Lad os saaledes først undersøge.
Slatens Idé, som dens
Tilhængere fremstiller den. Det er
Opof-fingen af det enkelte Menneskes
(saavel som de forholdsvis smaa
Gruppeforbunds, Kommunernes,
Provinsernes) naturlige Frihed —
til Fordel for alles Interesse, til
Velstand og Lykke for det store
tøele. Men hvem er i
Virkeligheden disse „alle", dette store Hele?
Det er ej den levende Enhed, som
lévner hvert enkelt Menneske frit
Spillerum, og som synes at være
&äå meget yppigere, mægtigere og
friere, jo mere enhvers Velstand og
Frihed udvikler sig i dets Midte.
Det er ikke det naturlige
menneskelige Samfund, som gennem det
fæl les Samliv gør hvert Individs
Liv kraftigere og mere
fuldkommen. Tværtimod det er hver
enkelt Menneskes, saavel som alle
lokale Organisationers Opofrelse,
hvert levende Samfunds
Ødelæggelse, Livets Indskrænkning, eller,
rettere sagt, Fornægtelse, ligesom
det er Fornægtelse af hver enkelts
Ret, for det „Heles" foregivne
Ret. Det er Staten, det er den
politiske Religions Alter hvorpaa det
naturlige Samfund stadig o(res; et
alt fortærende Samfund, som lever
af Menneskeofre, ligesom Kirken^
- Jeg gentager det, Staten er
Kirkens yngre proder.
Jeg vil bevise denne Statens pg
Kirkens Lighed. Den ene som dep
anden fer opbygget paa
Grundvolden af det naturlige Livs og den
naturlige Rçts Opofring; ’de
udgaar begge fra et og samme
Princip; nemlig fat Menneskets Natur
er daarlig, t og at denne daarlig«
Natur kan tugtes, besejres —
ifølge Kirkens Lære blot gennem den
himmelske Naade og det naturlige
Menneskes Død i Gud, og ifølge
Statens Lære, alene gennem
Loven, gennem Individets Ofring paa
Statens Alter. Den ene. som den
anden søger at omdanne
Menneskene , den, ,første til en Helgen,
.len sidste til en Statsborger. Men
det naturlige Menneske maa dø,
dets Dødsdom er fældet af Kirkens;
Religion og af Statens Religion.
Saadan ter sig i sin Renhed Kir-j
kens og Statens intendiske
Theori. Den er blot et Hjernespind, en
Abstraktion. Men hver historisk
Abstraktion forudsætter historiske
Handlinger.; Og disse er virkelig
meget brutale, de bestaar af
Volds-gerninger, Udsugning,
Undertrykkelse, Erobringer. Mennesket er
saaledes beskaffet, at det ikke nøjes
med at handle, det vil ogsaa gerne:
forklare og retfærdiggøre siné
Handlinger . for sin egen
Samvittighed og; for Samtidens Øjne.
Réligionen kom lige tilpas for,at
velsigne de begaaede Handlinger,’
og som Følge af denne
Velsignelse erklærede den uretfærdige og
brutale Handlinger for Ret.
Rets-læren og den politiske Ret er
først fremgaaet af Kirkens
Teologi og senere af den metafysiske
Filosofi, som ku.n er en forklædt
Teologi, en Teologi, som gør de
mærkværdigste Anstrengelser for at
være fornuftig, og forgæves
anstrenger sig for at gøre Retten, til
Videnskab . . . -r j
Altsaa ser vi hvilken Rolle
denne Statens Abstraktion, ligesom
Kirkens, har spillet og endnu
spiller i det menneskelige Samfunds
sande Liv.
Staten er som Følge af sin
Natur en kolossal Kirkegaard, hvor
alle det individuelle og lokale Livs
Handlinger - alle disse Interesser
som just danner Samfundet —
ofres, myrdes og begraves. Den er
Alteret, hvorpaa Folkets sande
Frihed samt Velstand ofres for den
poliske Magt, og jo fuldstændigere
denne Opofring er, desto mere
fuldkommen er Staten. Det er min
Mening, at det russiske Zarrige er
len sande Type paa Staten, den
"’ildkomne Ståt. Alle andre
Staaer, i hvilke Folkene endnu kan
række Vejret en Smule, er fra et
statsligt Synspunkt set,
bristfærdige. ligesom alle Kirker, ved Siden
af den romersk-katolske, falske
Kirker.
Staten er en Abstraktion, som
fortærer Folkets Liv. Men for at
en Abstraktion skal kunne opstaa
oçr bestaa i den virkelige Verden,
er en faktisk, bestaaende
.Sammenslutning af Mennesker nødvendig,
som har Interesse af dens
Bestaaen Denne Sammenslutning kan i
dette Tilfælde ikke være Folkets
store Masse, thi de er jo’denne
Abstraktions Offer. Saaledes maa der
findes en priviligeret Kaste,
Statens Præsteskab : den herskende og
ejende Klasse, som i Staten
indtager samme Stilling som Præsterne
i Kirken.
Og i selve Værket, hvad ser vi i
’-listorien? Staten har altid været
i den ene Klasses Besiddelse, f.
Eks. Præsteskabet, Adelens,
Bourgeoisiets — og til sidst
Bureaukratiets, da, siden alt andet var
proberet, Staten blev en Maskine.
Imidlertid maa der til Statens
Fordel findes en priviligeret Klasse, i
hvis Interesse det ligger, at den
bestaar. Og denne Klasses
solidariske Interesse kalder man
Patriotisme.
Arbejderne
Og
Revolutionen.
Af 1. I. Ipsen.
P. Knudsen sagde en Gang paa
en Kongres i Udlandet: de danske
Arbejdere er parate til
Revolutionen I Saa rejste han hjem og blev
Fattigborgmester, og det var der
mere Sandhed i. Det er nemlig den
réné" Komik, at Arbejderne er
parate til Revolutionen. Vor
socialdemokratiske Bevægelse er jo et
Afk-lask af den tyske
Ivejsersocia-lisme, og i Tyskland var de ikke
en Gang parate til at forhindre
Krigen ; de gik løs paa det ulykkelige
Belgien alle som én Mand.
K. M. Klausen,
Finansudvalgets Formand, stod op her hjemme
og erklærede, at der aldrig blev
Krig, for Arbejderne vilde ikke.
Men kort efter rejste det danske
Socialdemokratis ledende Mænd
rundt ved den tyske Front, og
Borgbjerg skrev beundrende hjem
fra Berlin, at de tyske Arbejdere
var de bedste Soldater blandt dem,
der havde knust Belgiens Frihed.
Der er ingen Tvivl om, at hvis vi
fik den Sorg, at Borgbjerg gik hen
og døde, vilde de danske
Arbejdere være parate til at give ham en
Nationalbegravelse, som den de
gav P. Holm, da han havde bidt
Hovedet af al Skam.
Situationen overfor den revolt
tionære Socialisrjne kan kortelig
sammenfattes i den Kendsgerning
at Socialdemokratiets ledende
rer og Damer overalt har sat sig tij
Rette i den kapitalistiske Ståt, hvor
de er parate til at blive siddepdj?:
Minister Stauning nærer ikke’ r i ni.
geste Lyst til at give Afkald p^
saa meget som en Tønde tyske
Koks eller en Kurv Whisky fra
Villa „Elverhøj "s pigtraadsinæf
hegnede Kælder, og deri vil
han faa Medhold hos alle oplyste
Partifæller. I det bestaaende Ka^
pitalistiske Samfund lever man
nemlig efter det bekendte Principi
enhver sørger for sig selv, og Fan.
den tager den bageste!
Kærnen i denne Sag er, at
Arbejdernes Organisationer under
Socialdemokratiets Førerskab er
bleven anlagte paa Politik, hvad
der er det modsatte af Socialisme
og social Revolution. Arbejdernç
er parate til at vælge deres Herret!
men ikke til at afskaffe dem.
Enhver Arbejder, som gaar til en
Fabrik eller et Værksted uden Tankç
for, at selve dette Arbejde, denne
Produktion, skal i Bund og Grund
omskabes efter Aabenbaringens
Ord: se, jeg gør alle Ting nye! —
han er ikke Socialist men
Socialdemokrat, ikke revolutionær men
samfundsbevarende, ja han er ikke
et Haar bedre end Politibetjenten
og Assessoren, som ligeledes løn-;
nes af det Bestaaende til ät höldfc
paa det Bestaaende. Henne i Far-;
imagsgade er de med Aarene
bleven Samfundspoliti allesammen.
De har hver især en eller anden
skidden Aktie i Staten og jobber;
med den paa Børsen.
Skillelinjen mellem Socialdemo^,
krater og Socialister danner
Revolutionen. Og den er en meget jævn
og ligefrem Ting, ikke i mindste
Maade indviklet eller vanskelig at
forstaa. Revolution er Afskaffelse
af det System, hvorefter f. Eks. en
Sømand arbejder for en Aktionær
som ikke selv arbejder, men
sidder hjemme og klipper
UdbytteP-kuponer en Gang om Aaret. Det
er paa dette System, at Arbejderne
har sejlet Hr. Stauning ind i
Regeringen. Eller hvis du ikke vil
tro det, mød saa paa de offentlige
Generalforsamlinger, som afholdes
i hundredevis Aaret rundt i de
Selskaber, som ejer alle Industrier og
Transportmidler, og holdes oppe af
dit og dine Kammeraters Arbejd
paa hver eneste af disse Generalfo
samlinger vil du høre Tale om V
byttet til Aktionærerne, men
al-drig om Udbyttet til Arbejderne
Spørg Direktør C. C. Andersen o
Direktør Sigvald Olsen, om d
ikke er sandt. Ikke engang i »v
res egne" Aktieselskaber har Ar
derne nemlig Aktier; det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
