Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
MELA. SKANDINAVIEN. PLINIUS
e. Chr., har virkelig nogle nyere Efterretninger om Germanien. Han veed at
fortælle om den store codaniske Bugt, opfyldt med mange større og mindre Øer, saa
at Havet snarere ligner Strømme, ovenfor Elben; om Kimbrer og Teutoner, der
boe paa det Land, der omgiver Bugten; om at hiinsides dem boe Germaniens
yderste Folk Hermonerne. Fra Germanien gaar han til Sarmatien, som af ham
endnu sættes vestenfor Vistula (Weichsel), hvilken Elv ej omtales af nogen ældre
Forfatter. Fra Sarmatien kommer han til Skythien. Ved at omtale Oceanets
Øer nævner han ogsaa Øerne i den codaniske Bugt, hvoriblandt Scandinavia,
beboet af Teutoner. Forresten gjentager han endeel af de ældre Geographers
Beretninger om nogle1 fabelagtige Folkeslag længer mod Norden, om Thule o. a. d.
At Mela her nævner Kimbrer og Teutoner som Germaner, navnligt som Beboere
af Scandinavia, har ej saameget at betyde, naar vi see, hvorledes han og hans
Efterfølgere ved Siden af de samtidige Beretninger, de meddele, ogsaa gjentage
Forgængernes Ord. Men af Vigtighed er hans Omtale af Scandinavia, hvis egte
gotiske Navn noksom vidner om gotisk eller ialfald germanisk Befolkning2; af
Vigtighed er ligeledes hans Antydning af at Weichselen endnu ikke var Germaniens
Østgrændse, og at altsaa Sarmater, det vil sige skytho-sarmatiske Folk, det være
sig nu Vender eller andre, endnu boede vestenfor Weichselen.
Efter Mela følger i Rækken af de romerske Geographer Plinius, der, som
bekjendt, døde ved Udbrudet af Vesuv 79 e. Chr., og hvis Scribentvirksomhed følgelig
falder mellem 60—70, altsaa kun faa Aar senere end Mela. Hans store
naturhistoriske Verk indeholder ogsaa en Jordbeskrivelse, hvortil han deels benyttede
egne Erfaringer, deels Compilationer fra ældre Forfattere. Med Hensyn til
Germanien, især dets nordvestlige Deel, maa hans Angivelser ansees for ret
paalidelige, da man veed, at han selv opholdt sig en Stund i Frisernes og Chaukernes
1 Nemlig, at der paa Øerne ligeoverfor Sarmatien skulde bo et Folk, der kaldtes Oæoner, og som kun
levede af Fugleæg og Havre, et andet, Hippopoder, med Hestefødder, et tredie, Panoter med Øren saa store,
at de deri kunde indhylle Legemet. Disse Navne ere, som man lettelig seer, græske Sammensætninger,
der betegne de i Beskrivelsen udhævede Egenheder; «Oæoner» af (bov et Æg, Hippopoder af umroç (Hest)
og jiovç (Fod), Panoter af nav (Alt) og ovç, (bröç, (et Øre). De hidrøre saaledes fra de græske
Geographer, som opfandt dem, og ere følgelig uden ringeste Værd eller historisk Betydning. Man gjenkjender
dem, skjønt saare forvanskede, i Plinius’s Meddelelse af gamle tildeels med Pytheas samtidige, Beretninger
om Øer ved Skythiens Kyst. Oæonerne kaldes saaledes hos Plinius Ooner, Hippopodernes Navn er
uforandret; Panoterne (hvis Navn ogsaa i et Haandskrift af Mela forvanskes til Satmaler), kaldes hos Plinius
Fanesier (af Panoti er der nemi. gjort Phanoti, Phanosii, Fanesii). Tacitus’s fabelagtige Hellusier og
Oxi-oner (Germ. 46) ere upaatvivlelig de samme.
1 I Scandinavi (-a er kun den latinske Endelse), er -avi den oldgermaniske og gotiske Form for det
oldnorske ey (oprindelig aui), vort 0; Scandin er en Afledsform af Skandja, Navnets kortere Form, hvorfor
Plinius ogsaa skriver Scandia. Skandinavi betyr saaledes kun «Øen Skandja». Skandin sammendrages i
Oldn. til Skån, hvoraf Skåni, og Skandin-avi saaledes til Skån-ey, hvilke Navne begge betegne det
nuværende Skaane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
