Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
TACITUS
bedre underrettede Tacitus viser dog, at Plinius har fejlet i at regne Peukinerne
eller Bastarnerne med Bestemthed til Germanerne, og at ligeledes Vindilerne ej
kunne have dannet en Afdeling for sig, men maa gaa ind under en anden
Hovedafdeling, nemlig den ingæviske, som Plinius selv desuden lidt ovenfor kalder den
første fra Østen regnet, altsaa den østligste. Han opregner fra Øst mod Vest
de i Nordhavet faldende Hovedfloder, Guttalus, Vistula (Weichsel), Albis (Elben),
Visurgis (Weser), Amisius (Ems). Rhenus (Rhin), Mosa (Maas). Oderfloden har
han oversprunget. Inde i Landet er den her kyniske Højdestrækning. Derpaa
omtales Britannien og Hibernien med de omliggende Øer. Yderst af alle bekjendte
Øer er Thule; dog nævnes ogsaa andre Øer, Scandia, Dumna, Bergi og størst af
alle Nerigon, hvorfra man sejler til Thule.
Vi komme endelig til Tacitus, der har efterladt et eget, med Rette berømt
og højt anseet, Skrift over Tydskland. Han skrev omtrent et Snees Aar efter
Plinius’s Død, og havde selv, deels ved egne Rejser, deels gjennem sin
Svigerfader Agricola, foruden gjennem saa mange andre Forretningsmænd og
Videnskabsmænd, med hvilke han maa have staaet i Forbindelse, Anledning til at
erhverve de bedste og mest authentiske Efterretninger om Nordeuropa, som paa
hans Tid stode til Romernes Raadighed. Men Tacitus’s Hoved-Hensigt var at
beskrive det germaniske Folk og udhæve dets primitive Simpelhed i Modsætning
til Romernes Overforfinelse; det laa ej i hans Plan at beskrive Landet selv, og
hans Skrift indeholder derfor ikke mange geographiske Notitser. Det er derfor
vigtigere med Hensyn til Kulturhistorien og Undersøgelsen om den oldgermaniske
Samfundsudvikling, end i geographisk og ethnographisk Henseende. At det
imidlertid, ret forstaaet, ogsaa i denne Retning giver saare værdifulde Oplysninger,
vil man let kunne begribe.
Tacitus inddeler, som vi ovenfor have viist, Germanerne i de tre Hovedstammer
Ingæver, nærmest Oceanet, Herminer, midt i Landet, (altsaa mellem Ingæverne
og Rhinen), og Istæverne, der ifølge Plinius beboede Egnene nærmest Rhinen.
Denne Inddeling grunder han paa et ældgammelt germanisk Kvad, der indeholdt,
at Guden Tuisho, fød af Jorden, og hans Søn Mann, vare Folkets Ophav og
Stiftere; at Mann havde tre Sønner, efter hvilke hine tre Afdelinger (for hvis
Stamfædre de da rimeligvis antoges) fik Navn. Han angiver imidlertid ikke nærmere,
hvilke Folk der henførtes til hver af hine tre Afdelinger. Derimod bruger han
senere, man skulde næsten tro ved en Misforstaaelse, Fællesbenævnelsen Svever
om alle de Folkeslag, der boede i den østlige og nordøstlige Halvdeel af Landet.
Han begynder nemlig med at omtale Folkene i Nærheden af Rhinen (Istæverne),
hvoriblandt de fra Chatterne udvandrede Bataver, dernæst Chatterne selv, Usipier,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
