Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
ROMERNES GEOGRAPHISKE HYPOTHESER
frem, og Britannien laa Spanien for nær. Britannien selv strakte sig mere i Vest
og Øst, end i Syd og Nord; Irland tænkte man sig i Nord for Britannien. Fra
Rhinmundingerne, der anlagdes for langt mod Syd, tænkte man sig Oceanets Kyst
løbende i en østlig, endog lidt sydøstlig Retning, der skulde forestille
Nordtydsk-lands Kystretning ved Nordsøen og Østersøen, men ikke i tilbørlig Afstand fra
Middelhavet; man havde heller ingen Anelse om at Kysten svingede op mod
Nord lidt østenfor Weichsel, men fortsatte den omtrent i en Linje fra Danzig til
det kaspiske Hav, hvilket sidste man ansaa for en fra Nord mod Syd indgaaende
Arm af Oceanet. Ved Oceanets Kyst længst mod Nordøst satte man de riphæiske
Bjerge. Paa Rigtigheden af disse Angivelser i det Hele taget tvivlede ikke engang
de første Videnskabsmænd; efter dem søgte de at lempe de Efterretninger, de fik
om nysopdagede Lande, og disse forudfattede geographiske Meninger maatte
saaledes udøve en stor Indflydelse paa deres Fremstillinger af Landenes
Beliggenhed. Men derved maatte ogsaa store Fejl og Forvirringer opstaa i deslige
Fremstillinger. Hvad de selv troede at have erfaret om fjerne Lande maatte endog
komme i ligefrem Modsigelse med de endnu nøjere Beretninger om de samme
Lande, som de middelbart eller umiddelbart fik fra de Indfødte. Naar de
saaledes enten selv, eller fra Kystboerne ved Østersøen, erfarede, at Skandinavia
eller Skandia, et stort Land, strakte sig frem fra Norden ligeoverfor den
øster-søiske, eller som de kaldte det, Oceanets Kyst, da antoge de det naturligviis for
en 0, thi at det var landfast oppe ved Torneaa kunde de aldrig have erfaret. Men
naar de tillige hørte om Folk, der beboede Halvøen, at de vare Fastlandsfolk,
og om Floder paa Halvøen, at de vare Floder paa et Fastland, da maatte de
tænke sig dette Fastland i Flugt med det øvrige, altsaa det nordtydske Fastland,
og Goterne, Svierne, Siterne og Fennerne, som de skulde tænke sig i en Række
nordefter paa begge Sider af og ovenfor Botnhavet, tænkte de sig følgelig
østefter langs Kysten, hvorved Fennerne kom til at faa deres Sæde omtrent ved det
nuværende Smolénsk, og til at blive Naboer af Peukinerne, der antoges at bo
i Nærheden af Dacien. Vistnok har Tacitus hørt, at Svierne bo «i selve Havet»,
og at der hiinsides Svierne er et andet Hav, i hvilket man efter Beskrivelsen
gjenkjender Pytheas’s og Plinius’s Iishav nærmest Thule; men denne paalideligere
Beretning, har han, hildet i forudfattede Forestillinger, ej ret kunnet anvende
til disses Berigtigelse; han har ikke formaaet at indsee, at Sviernes Land «i Havet»
er at søge længer mod Nord, ej mod Øst. Overhoved maa han og hans Samtid
have tænkt sig, at alle Dele af de nordiske Fastlande, om hvilke de ikke
udtrykkelig erfarede at de laa paa Skandinavien, — og det kunde blot gjelde om de
sydligste — maatte være at henføre til Egnene nærmest i Øst for Weichsel. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
