Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FALSKE FORESTILLINGER MED HENSYN TIL NORDEN 21
bliver endog vanskeligt at bestemme, ved hvilket af de hos Tacitus i det østlige
Tydskland nævnte Folk man skal antage at Opregneisen af de Nord for
Østersøen boende Nationer begynder.
En Oplysning i denne Henseende frembyder dog Plinius. Blandt Scandinavias
Beboere anfører han nemlig kun Hille viernes Folk. At dette er det samme som
Tacitus’s Helveker, en Underafdeling af Lygierne, kan man saameget mindre
tvivle om, som den sildigere Geograph Ptolemæos (hvorom nedenfor) sætter
Æluæerne imellem to i Nærheden af Weichselen boende Folk, altsaa paa samme
Sted, hvor Tacitus har Helvekerne; dette viser, at man istedetfor Helvecones bør
læse Helveones eller Helveiones; og alle tre Navnes Identitet bliver saaledes
indlysende, især naar man veed, at Romerne ofte i et germanisk Navn gjengav det
virkelige H med Ch, men brugte simpelt H, hvor Navnet egentlig begynder med
en Vocal. Et Folk, som Plinius — og aabenbar efter bestemte Efterretninger —
sætter paa Scandinavia, sætter altsaa Tacitus i Egnene nordenfor Böhmen, ved
Weichselen. Deraf synes man at skulle slutte, at ogsaa Goter, Ruger og Lemovier
ere at søge hiinsides Østersøen.
Det bliver tillige mere end sandsynligt, at Elven Guttalus, hvilken Plinius
nævner som den østligste germaniske Hovedelv og hiinsides Weichselen, ligeledes
er at søge paa den nordiske Halvø. Thi Weichselen nævnes jo selv som
Germanernes Østgrændse, med Undtagelse af at Skirer og Hirrer efter Plinius’s Mening
synes at have boet østenfor den tilligemed Sarmater og Veneder. Dog fremstiller
sig her atter Sandsynligheden af, at disse selvsamme Skirer og Hirrer just ere de
Folk, i hvis Nabolag Plinius havde hørt, at Guttalus-Elven skulde flyde, og naar
man hermed sammenholder, at Rugerne, hvilke, efter hvad vi ovenfor have seet,
ifølge Tacitus snarere ere at henføre til de nuværende nordiske, end til de tydske
Lande, hos Skribenter fra de næstpaafølgende Aarhundreder somoftest nævnes i
Forbindelse med Skirerne, bliver det næsten indlysende, at baade Skirer og Hirrer
med samt Elven Guttalus ere at søge paa det skandinaviske Fastland. Men man
kan da ikke undlade at tænke paa Gaut-Elven eller Gøt-Elven (hvilket Navn i den
ældste Sprogform maa have lydt omtrent Gaut-albi eller Gaut-albs, Gaut-alvs),
der allerede fra de ældste Tider dannede en saare vigtig Grændse-Inddeling i
Norden, og Plinius’s Hillevier, Tacitus’s Helveer, Ptolemæos’s Æluæer blive da
neppe nogen andre end Indbyggerne nær ved denne Elv, de i fordums Dage hos
os saakaldte Elfbüar.
Blandt Øer i de britanniske Farvande nævner Plinius, som vi have seet, Thule,
Scandia, Dumna, Bergi og Nerigon. Hans Thule er endnu det samme som
Py-theas’s; Scandia er det samme som Skandinavia; Dumna, der og kunde læses
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
