Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
GOTER I SKANDINAVIEN
Dunnia, leder Tanken hen paa Duney eller Dynjey, oprindelig Dunj-ey, den
nuværende Dønnø eller Dønnesø i Nordland; Bergi er et fuldkomment germanisk
og tillige oldnorsk Navn, og Nerigon minder unegteligt om Noregr. Rigtigheden
af disse Sammenstillinger maa staa ved sit Værd; men saameget erfarer man dog
ved at holde Mela’s, Plinius’s og Tacitus’s Beretninger om Germanerne sammen,
at den hele Strækning fra den herkyniske Skov og nordefter, hiinsides Østersøen
og saa langt op i den nordiske Halvø, som Romerne kunde opspørge, var beboet
af Germaner, af hvilke Goter nævnes ved Østersøen og Svier, (Svear, Svensker,
Suiones) længer nordligt; at den sydlige Deel af Halvøen allerede paa Melas Tid
havde det samme Navn, som den endnu bærer; endelig at Germanernes
Besiddelser begrændsedes mod Vest af keltiske Folkeslag, Rhinen og Oceanet, men
mod Øst af skythosarmatiske Folkeslag, der paa den Tid, fra hvilken Mela havde
sine Efterretninger, endnu tildeels sad vestenfor Weichsel, men paa Plinius’s og
Tacitus’s Tid vare trængte bagenfor denne, saa at Weichseleft nu dannede
Germaniens Østgrændse. Denne Omstændighed, i Forbindelse med de føromtalte
Antydninger til at keltiske Folkeslag tidligere end Germanerne beboede
Nord-tydskland, vidner om at Germanerne maa have trængt sig ind mellem Kelterne
og Skythosarmaterne, og at de efterhaanden have spredet sig længer baade mod
Vest, Øst og Syd, indtil de her standsedes først ved vilde Skovstrækninger, siden
ved Romernes Vaaben. Men derved opstaar ogsaa en Forestilling om, at
Germanerne ej kunne være komne til Tydskland lige fra Østen, langs Østersøens
Kyst, men at de maa være komne fra Norden, nærmest fra Skandia eller
Skandinavia og over de i dens Nærhed liggende Øer1. Der opstaar tillige en endnu
sterkere Formodning om at Pytheas’s Guttones og Mentonomon ere at søge paa det
skandiske Fastland eller de nærliggende Øer. I saa Fald havde Goterne paa
Pytheas’s Tid allerede besat de Egne, hvor de senere gjenfindes, og man kunde
heraf slutte, at den germaniske Indvandring allerede da i det Væsentlige havde
fundet Sted2.
En Bestyrkelse paa og nærmere Oplysning om hvad her er fremsat, faa vi
hos den berømte Geograph Ptolemæos, hvis System siden blev lagt til Grund for
alle geographiske Undersøgelser gjennem mange Aarhundreder ligetil
Middelalderens Ende. Ptolemæos skrev ikke meget sildigere end Tacitus, man regner
1 Ogsaa Navnet «Markomanner» d. e. Grændsemænd, paa et af de østligst boende tydske Folk vidner
om en Fremtrængen ikke fra Østen, men mod Østen. Marker kaldte man idetmindste senere ikke de indre,
eller tidligst erobrede Egne, men de yderste, som man sildigst havde besat og frarevet Naboerne.
2 Om de af Plinius anførte Navne Cylipenus, Latris, Lagnus (der umiskjendelig have germanisk Klang),
saavelsom Baltia, der minder om det ældgamle Navn Belti eller Beltissund paa Storebelt, er det for den
nærværende Undersøgelse overflødigt at yttre os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
