Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
GERMANERNE SIDEN PYTHEAS’S TID
stedse have for Øje. Udsagn om dette eller hiint Folk, at det boede i Nærheden
af Tanais og Mæotis, kan derfor aldrig i og for sig tages bogstaveligt, som om det
samme Folk var at søge ved Don og det asovske Hav. Ptolemæos’s og Strabos
Roxolaner kunne for den Sags Skyld gjerne have boet oppe ved Dons og Dneprs
Kilder, maaskee endog ved Dyna, og Osylerne i deres Nærhed, altsaa ved eller
paa Øen Øsel; og det bliver derved end mere sandsynligt, at det er dennes Navn,
som skjuler sig under Basilia og Oserikta.
Vi kunne saaledes lige fra Pytheas forfølge Germanerne i deres Opholdssteder
mellem Kelter paa den ene og Skythosarmater paa den anden Side i Nord og Syd
for Østersøen; vi finde hos Pytheas Antydninger til at Goterne boede ved
Østersøen, en Dagsrejse fra Ravkysten; hos Plinius og Tacitus ligeledes, at de boede i
Nærheden af Østersøen, maaskee nordenfor denne, og at de, som de øvrige
nordlige Germaner, rimeligviis maatte blive at regne til den ingvionske Green; baade
hos Mela, Plinius, Tacitus og Ptolemæos finde vi egte Tydske Stedsnavne
opregnede, fornemmelig det saa berømte Skandia eller Skandinavia; Ptolemæos omtaler
Goterne udtrykkeligt som Beboere af Skandia, og Tacitus er den første, som
udtrykkeligt nævner et Folk af den nordgermaniske eller nordiske Green, Svierne.
Pytheas’s Angivelser oplyse ikke ligefrem, hvor langt mod Syd Germanernes
Besiddelser strakte sig, uden forsaavidt man kan antage at hans Teutoner og de
historisk bekjendte Kimbrer vare Kelter; men af Cæsar’s og Tacitus’s Angivelser
faar man dog en Forestilling om at det varede længe, inden de arbejdede sig saa
langt mod Syd gjennem eller forbi den herkyniske Skov, at de kom i Berørelse
med Romernes Besiddelser ved Donau. Mela, sammenholdt med Plinius og
Ptolemæos, viser os ligeledes, at Germanerne efterhaanden fra Vest af naaede Weichselen,
der før Folkevandringerne blev deres endelige Grændse mod Skythosarmaterne.
Paa den anden Side finde vi enkelte Folk, hvis Navne vi kunne gjenkjende, som
Friserne, Chatterne (d. e. Hesserne) omtrent i de samme Egne, hvor de endnu
bo; vi finde Goterne i de Lande, der endnu, som senere skal vises, i det 9de
Aarhundrede e. Chr. kaldtes Gotland; vi finde Svierne endnu den Dag idag i deres
gamle Hjem. Men derhos finde vi enkelte Folk, der allerede tidligt nævnes som
mere sydligt boende, endnu paa Strabo’s, Tacitus’s og Ptolemæos’s Tid længere
mod Nord, f. Ex. Langobarderne. Alt dette lægger for Dagen, at Germanernes
Vandring idetmindste fra den Tid, de dukke op i Historien, gik fra Nord mod
Syd, men saare langsomt, og at de allerede idetmindste tre Aarhundreder før vor
Tidsregning havde indfundet sig; at man vel ikke med nogen Bestemthed kan
paa vise deres Ind vandringstid, men at det dog bliver sandsynligt, at den senere
galliske Vandring ved 300, og tilsidst Kimbrerne og Teutonernes Tog, ere Følger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
