Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATIONALE VANDRINGSSAGN
27
af det Tryk, deres Indvandring foraarsagede. Videre Oplysninger om Germanernes
Vandringer i den fjerneste Oldtid maa man hente fra deres egne Sagn, hvilke,
ret forstaaede og forklarede, utfylde flere af de Huller, de romersk-græske
Optegnelser, med al deres Vidtløftighed, efterlade.
7. Oldg er maniske Vandringssagn.
De oprindelige germaniske Vandringssagn vilde imidlertid for længe siden
have været tabte, hvis de først skulde være blevne optegnede efterat
Germanerne i deres eget Hjem havde lært boglig Kunst, eller uden den græsk-romerske
Kulturs Mellemkomst. Men Folkevandringerne, der i det fjerde og femte
Aarhundrede e. Chr. bragte saa mange germaniske Folk til Sydeuropa, medførte
blandt mange Goder ogsaa dette, at disse indvandrede Germaner snart tilegnede
sig Sydens Kultur, og at de selv opnaaede en langt anden Vigtighed i Sydboernes
Øjne, end forhen; dette havde til Følge, at baade de selv desto tidligere bleve
istand til at fortælle og forevige, hvad de vidste om deres Urhistorie, og at
Sydboerne ikke længer fandt det under sin Værdighed at granske efter deres Oldsagn,
optegne og forklare dem. Derfor have vi fra den Tid af, da hine Vandringer først
begyndte, langt anderledes nøjagtige og udførlige Beretninger om de enkelte
germaniske Folk, end forhen, og disse Beretninger ere deels forfattede af
romaniserede Germaner, deels af Romere eller Grækere, der fra Germanernes egen Mund
havde indhentet paalidelige Efterretninger. Og det er ikke af ringe Betydning,
især for Skandinaviens Historie, at det første og mægtigste Folk, med hvilket
Romerne gjorde Bekjendtskab, var det skandiske Goterfolk.
De første Tegn til de Rystelser, der omsider fra Germanien af skulde omstyrte
det vestlige Kejserdømme, bringe det østlige til at skjelve, og omskabe Syd- og
Vest-Europas Udseende, sporede Romerne allerede mod Enden af den lange
Fredsperiode efter Trå jans Tid, under hvilken de troede at have naaet
Højdepunktet af Lykke og Magt. Mod Slutningen af det 2det Aarhundrede, paa Markus
Aurelius’s Tid, begyndte den Indstormen af germaniske Nationer over den
romerske Grændse, der siden stedse fortsattes, indtil Germanerne ganske fik
Over-haand. Den første Krig, Romerne paa Grund heraf havde at føre, kaldte de den
markomanniske, fordi Markomannerne, Germanernes yderste Grændsefolk mod
Donau, paa en vis Maade stod i Spidsen for de øvrige, med dem forbundne eller
maaskee kun til samme Tid angribende Nationer1, blandt hvilke der ogsaa nævnes
de saakaldte Viktovaler eller Viktofaler og Astinger, et Folk man neppe med
1 Ligefra Illyrikums Grændse til Gallien, heder det hos Capitolin (Ant. Phil. 22).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
