Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
MARKOMANNISK KRIG
Urette har antaget at høre til de gotiske eller nærmest med Goter beslægtede1.
Snart traadte ogsaa Goterne selv frem, i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede
og i de nedre Donau-Egne, hvilket gav Anledning til, at Romerne i Førstningen
forvexlede dem med Geterne. Men den store Kraft, Goterne nu udviklede, viser
at de ogsaa maa have haft megen Deel i de tidligere Folkebevægelser, der først
fremkaldte Markomanner-Krigen, ja at de maaskee endog have været dens
nærmeste Ophavsmænd ved at trænge ind paa de sydligere boende Germaner. Dette
antydes ogsaa forsaavidt af romerske Forfattere, som de udtrykkeligt omtale at
flere Folk, der deeltoge i den markomanniske Krig, vare fremdrevne af andre
«barbariske Folk bagenfor (e. nordenfor) dem, og strax begyndte Krig, hvis de
ej godvillig bleve optagne inden de romerske Grændser»2. Den hele Krig og dens
Fortsættelser viser sig saaledes ej som en alene af Nationalhad, frivilligen begyndt,
Kamp, men som en uvilkaarlig Vigen for uimodstaaelige Folkestrømninger fra
Norden af. Hvor langt mod Norden disse Folkestrømninger sporedes, derom har
man ingen bestemt Efterretning; men da Goterne vare de egentlige nordiske eller
nordgermaniske Folks umiddelbare Naboer, kunne heller ikke disse have staaet
udenfor Bevægelsen, men have maaskee endog fra først af været med at fremkalde
den. I Løbet af det 3die Aarhundrede bleve Goterne farligere og farligere for
Romerne, i hvis Rige de oftere gjorde ødelæggende Herjetog, hvilke Romerne
stundom søgte at undgaa ved at betale dem aarlig Tribut. Kejser Decius faldt,
som bekjendt, i et Slag mod dem (251 )3; under Gallienus trængte de herjende
frem til de sydlige Egne af Peloponnes og ind i Lilleasien; det lykkedes først
Aurelian at drive dem tilbage hiinsides Donau, hvor de nu en Tidlang holdt sig
rolige indtil Constantin den Stores Tider. Denne forstod at holde dem tilbage.
Muligt er det ogsaa, at de just i denne Tid undlode at forurolige Romerne
saameget som hidtil, fordi der inden deres egne Grændser var nok at bestille, idet
den østgotiske Ermanarik optraadte som Erobrer og underkastede sig ej alene
alle de gotiske og med Goterne beslægtede Folk, men ogsaa flere af de
tilgrænd-sende, ikke gotiske Nabofolk, og grundede et stort Erobringsmonarki, der naaede
1 Eutropius (VIII, 2) nævner dem som Dakiens Indbyggere tilligemed Thaifaler og Tervinger, af
hvilke de første umiskjendeligt vare et i Følge med Goterne vandrende Folk, de sidste vare Vestgoterne
selv. Astinger eller Hasdinger kaldes hos flere Skribenter Medlemmerne af den kongelige Familie, eller
af de fornemste Familier blandt Vandaler og Vestgoter. (Jornandes Cap. 22, Cassiodor, Var. IX, 7., Lydus
de magistr. p. 248). Som deeltagende i den markomanniske Krig nævnes de hos Dio Cassius p. 1185, 1186;
Jornandes Cap. 16.
2 Capitolinus, Ant. Phil. 24. Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam gentibus, quæ
pulsæ a superioribus barbaris fugerant, nisi reciperentur, bellum inferentibus.
3 Dette Slag forefaldt i Nærheden af Donau, men endog her, saa sildigt, forvexler Zosimus (I, 23, 24)
denne med Tanais.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
