Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
JORNANDES
den allerede i tvende danske Krøniker fra det 13de Aarhundreds Slutning eller
det 14de’s Begyndelse optagne, øjensynligt paa Jornandes grundede, Fabel om
de østlige danske Øers ældre Navn Withesleth og deres Erobring af Kong Dan,
hvorom vi ogsaa nedenfor komme til at handle1. J ornandes har her altsaa virkelig an
-tydet en Vandring af Goterne fra den sydlige Deel af den nordiske Halvø til de
danske Øer og videre mod Syden indtil Egnene ved det sorte Hav. Men han
antyder ogsaa et mere almindeligt germanisk Sagn om Skandja som alle de
udvandrende Nationers ældre Hjem, idet han kalder den «Folkenes Frembringelsessted
og Nationernes Moderskjød»2.
Men herom er Jornandes ikke ene. Ogsaa Langobarderne, skjønt henhørende
til den overtydske eller sydtydske Green — hvad deres Sprog noksom viser —
udledede sin Herkomst fra Skandinavia3. Allerede Prosper af Aquitanien, der
levede i det 5te Aarhundrede, omtaler deres Udvandring fra «de yderste Grændser
af Germanien, Oceanets Kyst og den store 0 Skandia». Deres Nationalforfatter
Paul Warnefried nævner udtrykkeligt Skandinavia som Langobardernes ældste
Hjem4; en unavngiven Forfatter nævner den Vindelske Elv (amnis vindelicus) i
deres Naboskab, hvorfra de flyttede til Scatenauge, Albiæ fluminis ripa og derfra
videre5. Ogsaa den frankiske Forfatter Fredegar veed at fortælle om Schatanavia
eller Schandinavia, mellem Donau og Oceanet, som Langobardernes oprindelige
Hjem6, og afgiver derved tillige et tydeligt Beviis paa den Forvexling af Nordens
og Østens Hovedfloder, som vi ovenfor have omtalt, thi det er klart, at ved
Danu-bius eller Donau her ikke oprindelig den egentlige Donau har været meent, men
den ubekjendte Tanais, og ved denne igjen Gøta-Elven, imellem hvilken og Oceanet
Skandien eller Skaane er beliggende. Den frankiske, med Karl den Store omtrent
samtidige Hraban Maur, der allerede havde lært at kjende Normannerne som
Nordens Herrer, siger udtrykkeligt, at «alle, der tale det tydske Sprog, stamme
fra dem», det vil sige fra de Lande, hvor de paa den Tid boede7. Og den saxiske
Forfatter Widukind fra det 10de Aarhundrede nævner om et gammelt Sagn, der
udledede Saxernes Herkomst fra Daner og Normanner (de af Daner og Nordmænd
beherskede Lande), altsaa Norden8. Hvorledes Angelsaxerne ansaa Jylland for
deres ældre Hjem, er bekjendt nok, og hvor Prokop omhandler Erulernes Tog
1 Kong Eriks Krønike (eg. Ryklosters Annaler) og de Esromske Annaler i Langebeks Scriptores r.
D. 1. p. 150 og 223.
2 Scandja insula, quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum, Jorn. Cap. 4.
3 Prosper Aquit. Chron. Ronc ved Aar 379, 1, 635. (ed. Scalig.). 4 Paul Diac. I. 7.
6 Anonymus Langob. i Fortalen til Ritters Udgave af Codex Theodosianus.
* Fredegar. Hist. Franc. epit. c. 65.
7 Hrab. Maur. hos Goldast. Ser. rer. alem II. P. I. p. 67. Se ogsaa Nigellus de baptismo Haraldi regis,
Langebek, ser. r. D. I. p. 400. 8 Pertz Mon. Germ. p. V. 417.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
