Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
GARDARIKE. RUSSER
til Bebyggelse. Den sidste Antagelse synes at være den rimeligste. Og saameget
er vist, at Nordmændene umuligt kunne have lagt deres Vej gjennem Sveriges,
endnu i Middelalderen uopryddede Urskove.
Hvad der endmere bestyrker den her fremsatte Mening, at Germanernes ældste
Hjem er at søge i det mellemste Rusland, og at Nordboerne var det sidste
germaniske Folk, der forlod dette ældste Hjem, er vore egne og fremmede
Historieskriveres Udsagn om de ældste, egentlige Russer eller Beboere af det Land, som
vore Forfædre kaldte Gardarike, Mellemrusland fra den finske Bugt til Volga
og de øvrige Dnepr-Egne. Endog i Sagnene fra de tidligste, halvmythiske Tider
omtales Beboerne af Gardarike som staaende i den nærmeste Forbindelse med
Nordboerne; ældgamle genealogiske Kvad udlede nordiske Fyrstefamiliers Herkomst
fra Gardarike1, de enkelte Mænd eller Kvinder fra Gardarike, der i den fjerne
Oldtid omtales, bære nordiske Navne2, og det forudsættes stedse, om det just
ikke udtrykkeligt meldes, at Sproget i Gardarike var det samme som i Norden.
Tog fra den nordiske Halvøes til Gardarikes Kyst omtales i vore Oldskrifter fra
de ældste Tider af ej som sjeldne, men som sædvanlige Foretagender, og Søvejen
tversover Østersøen beskrives ej som lang, vanskelig og sjelden benyttet, men
af Maaden, hvorpaa den omtales, faar man snarere det Indtryk, at den ansaaes
kort, vel bekjendt og saa ofte befaret, at man der ganske følte sig som hjemme.
Hertil kommer nu forskjellige, og aldeles paalidelige Vidnesbyrd, om at Russerne,
det herskende Folk i Gardarike, endnu i det 9de og 10de Aarhundrede e. Chr.
talte omtrent samme Sprog som Svenske og Nordmænd. Kort efter at man ved
den tydske Kejser Ludvig den Frommes Hof gjennem Christendommens Udbreder
Ansgars Mission til Danmark og Sverige havde lært det sidstnævnte Land og
dets Folk nærmere at kjende3, kom der (i Aaret 839) Gesandter til Kejseren fra
den græske Kejser Theophilos, og i Følge med disse Gesandter vare ogsaa nogle
Mænd fra Folket Rhos (saaledes skrive Byzantinerne altid Russernes Navn), som
af deres Fyrste vare sendte til Constantinopel i et venskabeligt Ærende, og nu
skulde rejse hjem igjen, men foretrak at gjøre Omvejen gjennem Tydskland fremfor
at rejse den Vej, ad hvilken de vare komne, da denne førte dem gjennem
Landskaber, beboede af Folk, hvis Grumhed og Voldsomhed de frygtede4. Den tydske
1 Endog i det ældgamle Eddadigt Hyndluljod (St. 15) fortælles om et Giftermaal mellem Halfdan
gamle, Stamfaderen for Nordens Fyrsteslægter, og Almveig, Datter af Eymund, der i Snorra-Edda S. 192
siges at være Konge i Holmgaard (Novgorod), aabenbart efter et gammelt Sagn.
2 F. Ex. i Hervararsaga: Herlaug, Rollaug.
3 Ansgars første Besøg til Sverige skete 831, og allerede noget tidligere havde svenske Gesandter
været hos Kejser Ludvig. (Rembert. Vita Ansgarii Cap. 9, 10, jvf. Chron. Corbeiense, ved 831).
4 Nemlig Petschenegerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
