Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VANDRINGENS RETNINGER
43
havde aldrig saa snart naaet det sorte Hav, førend vi see dem bygge Fartøjer,
hvormed de foretog Plyndringstog til Grækenland og Lilleasien; de gamle Russer
sejlede paa deres smaa Fartøjer ned ad Dnepr og derfra lige til Constantinopel.
Søen kunde derfor ikke være nogen Hindring for deres Fremtrængen, allermindst
Østersøen, hvor Aalands-Archipelaget endog næsten kan siges at danne en Bro,
og hvor man paa een Dag idetmindste kan komme saa langt fra Kurlands Kyst,
at man har Landkjending af Gulland. Større Vanskeligheder, end ved at antage
en Flytning over Østersøen, vil man finde ved at skulle forklare, hvorledes
Germanerne til Lands arbejdede sig gjennem de skythosarmatiske Stammer, der
opfyldte Egnene mellem deres ældre Hjem og det nuværende Tydskland. Og om
man end antager dette muligt, kan man dog ikke undgaa at tænke sig
Nordmændenes og Svearnes Vandring som foregaaet enten tversover eller nordenom
Østersøen. Thi en nærmere Undersøgelse af Retningen, hvori Norge bebyggedes, viser
noksom, hvad der i det Følgende vil sees, at den gik fra Nord mod Syd, ligesom
en lignende Undersøgelse med Hensyn til Sverige viser, at det bebyggedes i
Retningen fra Øst til Vest. Men kunde to germaniske Folk saaledes komme over
eller omkring Østersøen, da kunde de øvrige ogsaa. Det bliver saaledes ej alene
meest overeensstemmende med de ældre sydlandske Forfatteres ethnographiske
Notitser, og med Germanernes egne Oldsagn, men ogsaa i og for sig selv rimeligst
at Germanernes første Indvandring til vestlige Egne er skeet paa den ovenfor
udviklede Maade og i den ovenfor skildrede Retning, nemlig først over Østersøen
til den nordiske Halvø, derfra videre til Tydskland.
Vi have forfulgt Germanerne opad til deres ældste Hjem i det nuværende
Mellemrusland, og have bragt det til nogenlunde Vished, at de i en fjern Oldtid,
idetmindste mere end 3—400 Aar før Chr., have begyndt deres Udvandring derfra
mod Vesten, over Østersøen. Men om Aarsagen til denne Udvandring kunne vi
intet andet sige, end at den, som de øvrige Udvandringer, maa have haft sin
Grund i Bevægelser i det fjerne Østen, om hvilke Historien tier. At Perserkongen
Darius Hystaspis’s Tog mod Skytherne henved 500 f. Chr. kan have bidraget
dertil, — hvilket flere have gjettet paa — kan i og for sig ikke kaldes usandsynligt,
ligesom vel overhoved de ældste akhæmeniske Kongers Erobringstog til Landene
østenfor det kaspiske Hav ikke kunne have undladt at frembringe Bevægelser,
der forplantede sig fra Folk til Folk og omsider naaede fjernere Egne, hvis Beboere
hverken kjendte Perserne eller kjendtes af dem. Men yderligere Granskninger i
denne Materie vilde føre os for langt fra hvad der her er Hovedsagen. Vi standse
ved Visheden om, hvor Germanernes ældste Hjem er at søge, uden at opholde os
ved at eftergranske de Aarsager, der drev dem derfra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
