Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FOLKENAVN
45
Ros, Rods eller RoJds har haft en saa omfattende Betydning, er det ogsaa heel
rimeligt, at vore Forfædre, saalænge de endnu opholdt sig i Østen, henregnedes
derunder. Paa denne Maade bliver Ros eller RoJ>s det ældre Fællesnavn baade
for Nordmænd og Sviar. Den egentlige Betydning af disse sidstes Navn har det,
som ovenfor bemerket, hidtil ikke lykkets at opdage. Derimod er det tydeligt,
at deres nærmeste Nabofolk, Gauterne eller Goterne, udledede sit Navn af Ordet
Gautr (o: Herre), hvilket igjen kommer af Ordet gjöta, (gyde, lade udstrømme,
skabe) og oprindelig vel betegner «en Skaber»; af det samme Ord gjota kommer
ogsaa det store og mægtige Goterjolies Navn; gotinn, got. gutans, betyder «gydt
eller, udstrømmet, skabt», og Gotar eller Gutans betyder derfor vel egentlig «skabte
Væsener», Mennesker. Danernes Navn udledes vel nærmest af et Ord, beslægtet
med det gammel-indiske dhå (at sætte, ordne), og betegner følgelig «Oprettere af
Riger», Byggere af Huse, eller Ordnere af Statssamfund. De tre her opregnede
Navne indeholde saaledes almindelige Benævnelser, og antyde et Indbegreb af
mindre Folkeafdelinger. Desto mindre Rimelighed bliver der for, at der
nogensinde fandtes en blandt Folkene selv almindelig anvendt Fællesbetegnelse for alle
de germaniske Stammer. Thi Navnet «Germaner» er, hvad Tacitus oplyser, opstaaet
blandt Gallerne1, og den Benævnelse «Tydsk», diutisc, {æödisc, deutsch, hvilken
siden blev Fællesnavnet for Sydgermanernes Sprog, synes ikke at være kommen i
Brug førend i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede2, og da nærmest som
Modsætning mod Latinen, eftersom den er dannet af diut (Folk), gotisk J)iuda, vort
Jjjoö, og det dermed beslægtede diutan, tyde, oldn. J>yöa (egentlig gjøre forstaaelig
for Folket); diutisca vil altsaa kun sige «Folkesproget», modsat de Lærdes eller
Gejstlighedens Sprog, og diutan, at oversætte i dette Sprog, aldeles ligesom man
i Italien kaldte det italienske Folkesprog volgare modsat Latinen, og at
oversætte i dette Folkesprog volgarizzare3. Noget Fælles-Navn synes saaledes de
ældste germaniske Folk ikke at have været sig bevidst, med mindre man som et
saadant vil regne Ordet Menn: Mænd, Mennesker, hvis mere særegne Brug som
Folkenavn baade antydes ved den Maade, paa hvilken vore Forfædre undertiden
anvendte Sammensætningen Mannheimr (Menneskehjemmet)4, og ved hiint af
Tacitus opbevarede Oldsagn, der lader Germanernes tre Hovedafdelinger ned-
1 Tac. Germ. Cap. 2.
2 Nemlig i et Diplom af 813, s. Rühs, Erläuterungen der 10 ersten Kapitel der Schrift des Tacitus
über Deutschland. S. 103—107.
3 Dette bestyrkes ogsaa deraf, at Vulfila oversætter Ordet å&vixtöç (hedensk) i Brevet til
Gaiaterne II. 14 med Jaiudisko; som Fællesnavn for den hele Stamme passer Ordet altsaa ikke, saamegetmindre
som det allerede tidligt anvendtes af vore Forfædre udelukkende om Sydgermanerne.
4 F. Ex. i Eivind Skaldaspilders Håleygjatal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Seming,
da de boede i «Mannheime» (Yngl. Saga Cap. 9).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
