Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
FOLKENAVN
stamme fra ligesaamange Sønner af Mann, der igjen var Søn af Guddommen
(Tuiseo, d. e. Tivisk)1. Om disse tre Hovedafdelinger, Ingæverne eller Ingvierne,
Istæverne og Herminerne, have vi allerede forhen talt2. Naar man af
Sammenligningen mellem Tacitus og Plinius erfarer, at Istæverne var de vestligste, ved
Rhinen boende Germaner, Herminerne de, der boede inde i Landet, mod Syd
og Sydøst, og Ingvierne de øvrige, der boede mod Norden, nødes man til at lade
den Tanke fare, der ellers ligger temmelig nær, at de gamle Germaner ved hine
tre Afdelinger kunde have tænkt sig egentlige Tydsker, Goter og Nordgermaner.
Man seer nemlig, at de ikke have haft nogen saadan Inddeling for Øje og ej engang
været sig den bevidst. Sagnet er desuden aabenbar tydsk eller sydgermanisk;
det er ukjendt i vor Mythologi, det vedkommer saaledes kun de sydgermaniske
Nationer i videste Forstand, Goterne derunder iberegnede. Men da disse, eller
den Hovedafdeling til hvilken de hørte, boede temmelig langt op mod Norden,
og vistnok længere end Tydskernes geographiske Kundskab strakte sig, henførte
man alle Nordboer uden Forskjel under Ingviernes Navn.
10. Goterne og den gotiske Kulturperiode i Norden. Gauter, Daner o. fl.
Det er en bekjendt Sag, at de germaniske Nationer længe før Christendommens
Indførelse var i Besiddelse af en Bogstavskrift, som de kaldte Runer (o:
Hemmeligheder), og derfor vel ikke kj endtes af alle og enhver, men kun af Presterne
eller de fornemste. Der gives endnu en Mængde Rune-Mindesmerker fra Oldtiden.
Ved nærmere Undersøgelse af disse viser det sig, at der var to Slags Runeskrift,
en simplere, der udelukkende tilhører Nordgermanerne, og en mere uddannet og
indviklet, som man med Rette kalder den gotiske, fordi den Indskrift, hvori den
forekommer i sin største Reenhed og Simpelhed, nemlig paa et i Aaret 1734 i
Sønderjylland fundet, ældgammelt Guldhorn, er forfattet i det samme Sprog,
hvori Vulfilas gotiske Bibeloversættelse er skreven3. I det af Vulfila brugte gotiske
Alfabet gjenkjende vi ogsaa flere Bogstaver fra Rune-Alfabetet. Indskrifter med
dette Slags Runer have hidtil ej været fundne søndenfor Elben; i størst Mængde
1 Tuisco, Tiusco, er det med latinsk Endelse forsynede Tivisk, af Tius, Krigsguden, oldn. Tyr, der ogsaa
bruges i Betydningen «Herre».
2 Sagnet maa være saaledes at forstaa, at man har tillagt Mann’s tre Sønner de Navne, som laa til Grund
for Folkeafdelingernes Navne; af hine tre Navne øjner man let Ingvja, det nordiske Ingvi eller Yngvi,
og Ermana (Jordkredsen), oldn. jörmun, eller et deraf dannet mandligt Navn; derimod har man ikke
kunnet opdage, hvad der ligger til Grund for Istævones.
3 Se Annaler for nordisk Oldk. og Historie, 1847. S. 327—352, 389.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
