Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERULER
51
Indførelse. Da imidlertid Danerne, om de end hørte til den gotiske Kulturkreds
og maaskee kunde regnes til Goterne i videst Forstand, dog ikke selv oprindelig
vare Goter, maa man antage, at de efterhaanden have rykket sydefter og udfyldt
de Huller i Befolkningen, som ved Goternes idelige Udvandringer til Syden
nødvendigviis maatte opstaa. Man behøver her ikke at tænke paa nogen voldsom
Undertvingelse eller Fordrivelse; en saadan vilde ikke engang kunne bestaa med
Goternavnets, Goterkulturens og Goter-Gudsdyrkelsens Vedligeholdelse.
Grade-viis og umerkeligt have Danerne rykket sydefter fra Gautland, blandet sig mellem
Goterne og indtaget deres Plads. Men imidlertid maatte dog Sproget efterhaanden
forandre sig, og man finder derfor virkelig Spor af baade en reengotisk, og en halv
gotisk eller rettere dansk-gotisk Periode i Danmark. Til den første hører den
ovenfor omtalte Guldhorn-Indskrift; til det sidste de mere kunstlede gotiske
Rune-Indskrifter; det er denne, i hvilken vore Sagaers Fortællinger om
Hleidre-kongerne spille. Den første vedkommer ikke Norge; den sidste derimod griber
ikke ubetydeligt ind i Norges og hele Nordens Oldhistorie.
Ved Siden af Gauter og Daner nævne Folkevandrings-Forfatterne ogsaa andre
mindre talrige Folk, der umiskjendeligt have tilhørt den gotiske Kulturs-Kreds.
Blandt disse ere især Erulerne eller Herulerne merkelige. Vi have seet, hvorledes
Jornandes beretter, at de i sin Tid vare blevne fordrevne af Danerne, medens
han dog senere, forvexlende Tanais med Gøta-Elven, lader dem faa Navnet Heruler
fordi de boede ved de Mæotiske Sumpe. Han beskriver dem som letbevæbnede,
meget hurtige og krigerske, men fortæller at de desuagtet bleve undertvungne
af Ermanarik. Ogsaa Prokop beskriver dem som krigerske, raske og letbevæbnede.
Man finder dem snart som romerske Hjelpetropper langt i Østen, snart som
herjende Krigerskarer i Tydskland og Gallien, ja endog som Fribyttere til Søs langs
Vest-Europas Kyster i det 4de Aarhundrede. Med Rugerkongen Odoachar
(Aud-vakr) var der Eruler og Skirer i Følge, da han 476 underkastede sig Italien og
omstyrtede det vestromerske Kejserdømme. Fra Theodorik, Østgoternes Konge,
har man endnu to af Cassiodor forfattede Breve til en Eruler-Konge, hvorved
han opfordrer ham med andre germaniske Fyrster til at tiltræde et Forbund mod
den frankiske Konge Hlodevig, og erklærer ham «more gentium» (det vil her sige
paa tydsk Viis) for sin Søn, ved at skjænke ham Heste, Sverd og Skjolde1. Erulerne
havde paa denne Tid ogsaa underkastet sig Langobarderne, men desuagtet kom
de i en ny Krig med dette Folk. Prokop siger at de af Overmod tvang deres Konge
Rodulf til at bekrige Langobarderne; efter de langobardiske Sagn var Grunden
til Krigen paa Langobardernes Side2. Erulerne bleve slagne, deres Konge faldt,
1 Cassiodor. Varia III. 3, IV. 2. 2 Paul Diac. I. 20.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
