Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
ERULERNE
og de deelte sig i to Hobe, af hvilke den ene efter lang Omflakken nedsatte sig
paa romersk Gebet, den anden foretog den allerede ovenfor omtalte Vandring
til Skandinavien, hvor de nedsatte sig blandt Gauterne. Den sydlige Afdeling af
Erulerne var Romerne til stort Bryderi formedelst deres Urolighed. Under
Justi-nians Regjering faldt det dem ind, ingen Konge at ville have, og de dræbte derfor
deres Konge, Ochon; siden besluttede de at udbede sig en Konge fra deres Brødre
i Norden, og sendte derfor Mænd til dem i dette Ærende. Men førend Udsendingerne
kom tilbage, faldt det dem ind, at de dog ogsaa burde have adspurgt Kejseren;
de anmodede ham virkelig om at give dem en Konge, og han sendte Svartva, en
af deres egne Landsmænd, der opholdt sig ved hans Hof. Men kort efter kom ogsaa
Udsendingerne fra Norden med en Konge ved Navn Todasios, der ledsagedes af
sin Broder Aordos og en udvalgt Krigerskare. Svartva maatte flygte til
Constantinopel, men Todasios og den største Deel af Erulerne tog, af Frygt for
Justi-nians Vrede, sin Tilflugt til Gepiderne, i Forbund med hvilke de kæmpede mod
Romerne og Langobarder. De nævnes senere nu og da blandt Hjelpetropperne
i den romerske Hær, indtil de omsider forsvinde. Da man i Erulernes Navn
tyde-ligt gjenkjender det oldgermaniske Ord Erl eller Erls (angelsaxisk eorl, oldn. jarl),
der oprindelig kun betegner «en Kriger af høj Byrd», opklares paa den Maade
det Gaadefulde i deres samtidige Fremtræden paa forskjellige Steder1; de var
ikke oprindelig et Folk, men Skarer af Krigere, der, rimeligviis til forskjellige
Tider, maaskee endog Aar efter Aar, droge ud fra Norden, for at vinde Hæder
og Bytte i Syden, og neppe engang tilhørte et enkelt af de skandiske Folk, men
flere, dog, som det synes, fornemmelig Gauterne og dem, der boede dem nærmest,
saaledes vel ogsaa Danerne2. En anden Sag var, at de i Syden, omgivne af
Fremmede, sluttede sig nærmere sammen og omsider kom til at danne etslags Folk.
At de deels ingen Konge vilde taale, deels gjorde saamange Omstændigheder
1 Jornandes’s Udtryk «qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant
præcipuum» kan ifølge Contexten ej henføres til Danerne, men maa forstaaes om Erulerne, og denne
«pro-ceritas» der berettigede dem til et «nomen præcipuum» kan neppe tages i anden Betydning end
Fornemhed, Højbyrdighed, der ogsaa aabenbarede sig i deres ydre Fremtræden, deres smukke og velvoxne
Legemer. Jvfr. hermed «Rigsmaals» Udtryk om Jarlen.
2 Det er forhen omtalt, at Odoachar, det vestromerske Riges Omstyrter, havde Eruler og Skirer i
sit Følge. Udtrykkene herom ere forskjellige. Jornandes kalder ham i sit Skrift de regnorum successione
en Ruger, førende Skarer af Turcilinger, Skirer og Eruler med sig, medens han i sin Goterhistorie kalder
ham Turcilingernes Konge, havende i sit Følge Skirer og Eruler m. m. (Cap. 46). En anonym Forfatter
siger, at han kom med Skirer og Eruler (Anon. Vaies. 662, 665); en anden, at han kom med Erulerne,
understøttet af Turcilingernes og Skirernes Hjelpetropper. Paulus Diac. siger, at han samlede en Hær af de Folk,
der stode under hans Herredømme, nemlig Turcilinger, Eruler og en Deel af Rugerne, hvilke han alt længe
havde behersket. Det synes altsaa, som om han ogsaa regnedes blandt Erulerne, medens man dog slet
ikke er ganske paa det rene med, hvilken Nation han tilhørte: en Bestyrkelse paa hvad vi her ovenfor have
antaget om Erulernes Herkomst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
