Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
ANGLERNE
af de egentlige Angler, og at derimod de sveviske Angler, eller de Angler, der i
Forbindelse med Warnerne regnedes blandt Thüringerne, kun vare en mindre,
mod Syden udsprengt Deel af disse Folk. Thi ogsaa Warnerne (Varini) nævnes
af Tacitus som et af de 7 nerthusdyrkende Kystfolk, og Havnen Warnemünde
ved Rostock minder endnu om deres Navn. Efter de hos Beda og i Saxerkrøniken
opbevarede Traditioner var det Jyderne, som begyndte Indvandringen i
Britan-nien, Saxerne, som fortsatte den, men Anglerne, som fuldendte den og besatte
de største Dele af England, lige fra Skotland til henimod Temsen1. Deres Sprog
blev det herskende i Landet; deres Navn optoges endog af Jyder og Saxer som
Fællesnavn, og dette viser noksom, at de maa have udgjort den overvejende Deel
af den nye Befolkning, om endog Øens keltiske Beboere, der først gjorde
Bekjendtskab med Saxerne, vedblev at kalde alle de fremmede Erobrere Saxer2. Fra deres
forrige Hjem medbragte Anglerne, — hvad vi af saamange Oltidslevninger erfare —
gotiske Runer, og deraf, i Forbindelse med det Vink, Tacitus indeholder om deres
Deeltagelse i Nerthusdyrkelsen, ere vi berettigede til at slutte, at de foruden
gotisk Bogstavskrift ogsaa medbragte gotiske Religionsskikke og gotisk Kultur3.
Vi skimte altsaa gjennem de rnangelagtige og forvirrede Sagns Taageslør en
Periode, hvori der omkring Østersøens og Kattegattets Kyster boede en Række
af gotiske eller med Goterne beslægtede Nationer, af hvilke flere endog dannede
er Forbund af det Slags, som de gamle Grækere vilde have kaldt en Amphiktyoni,
nemlig til Deeltagelse i en fælles Nationalkultus. Det er af Vigtighed for hvad vi
i det Følgende komme til at omhandle, at betragte denne Kultus, som overhoved
enkelte charakteristiske Træk ved det oldgotiske nationale Liv, noget nærmere.
Tacitus fortæller, at Nerthus’s Helligdom paa hiin 0 i Oceanet var i en hellig
Skov; der fandtes den til hende indviede Vogn, bedækket med et Klæde, og kun
tilladt for en Prest at berøre. Denne, siger han, merker naar Gudinden er tilstede
i Helligdommen, og ledsager ærbødig hendes af Køer dragne Vogn. Da er der
Glæde og Højtid overalt hvor hun kommer, alle Vaaben hvile, og der hersker
almindelig Fred. Naar hun endelig er mæt af Omgangen med de Dødelige,
ledsager Presten hende tilbage til Templet. Derpaa afvaskes Vognen, Klæderne
og, «hvis man kan tro det», Guddommen selv i en skjult Sø; herved gaa Trælle
1 Saxer nævnes allerede i Britannien af Ammian (XXVI, 4) ved 364, og en saakaldet limes Saxonicus i
et Dokument fra 400 eller deromkring; Kemble the Saxons in England I. 13, 14. Det i engelske Oldskrifter
almindelige Sagn er ellers at Jyderne begyndte Indvandringen 449, at Saxerne fortsatte den indtil 530,
og at Anglerne sluttede den omtr. fra 521 til 590.
2 Endog den Westsexiske Dialekt, der blev det egentlige angelsaxiske Bogsprog, kaldtes af Folket
selv Englisc. Kun Kymrerne og Gaelerne kalde Englænderne eller de engelsktalende «Saxer».
3 De vigtigste oldgotiske Mindesmerker, nemlig de møgeltønderske Guldhorn, ere fundne i det gamle
angliske Landskab. Se Ann. for nordisk Oldk. og Hist. 1847. S. 327.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
