Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
FRAU JA-KULTUS
en Frau ja og Frau jo1; med andre Ord, den mandlige Nerthus (Njørd), og F r au ja
(Frey) ere kun forskjellige Navne for een mandlig, den kvindelige Nerthus (Jørd),
og Fraujo (Freyja) kun forskjellige Navne for een kvindelig Hovedguddom, nemlig
hine for Vodan (Odin), disse for «Moder Jord» (Frigg). Ceremonien med den tjeldede
Vogn (hleijjra) synes at have været denne Nerthus- og Freyja-Kultus egen. Lige
indtil Hedendommens Ophør finde vi Antydninger til at denne Kultus
vedligeholdtes i Hleidr paa Sjæland. Den troværdige tydske Skribent Thietmar, Biskop
af Merseburg, der levede i det 10de Aarhundrede, fortæller om de hedenske
Offerfester, som plejede at holdes hvert 9de Aar ved Sommersolhvervstid i «Lederun»
paa Øen «Selon»; der offredes her 99 Heste, Hunde, Haner og Mennesker, og disse
blodige Offringer afskaffedes ej førend den tydske Konge Henrik Fuglefænger
ved Aar 934 bragte det dertil2. Det er upaatvivlelig saadanne Offringer, der
forestilles ved de raa Afbildninger paa de gotiske, i Sønderjylland fundne Guldhorn;
og af Indskriften paa det ene, der fortæller at Hornene var en Gave til «holtske»
Gjester (Gjester fra Skovegne, Holsten3), skulde man næsten slutte at de var
skjenkede hine Gjester ved en slig Højtidelighed, og at G jesterne selv have været saadanne
Deputerede til Offerfesten, som Tacitus udtrykkeligt nævner, hvor han fortæller
om de semniske S vevers Offerfester4. Mellem den reengotiske Tid, da hine
Guldhorn forfærdigedes, og den senere, i hvilken det danske Navn er mere
fremtrædende, og hvori de saakaldte Hleidra-Konger herskede, ligge vistnok flere
Aarhundreder; men da der — hvad vi ovenfor har viist — ej kan være Tale om nogen
bråt Overgang, men kun om en efterhaanden indtrædende Tilflytten af gotiske
Daner i de bortdragende Goters Sted, maa Folketroen, Skikke og Sæder i det Hele
taget have holdt sig uforandrede.
Hvad forresten den religiøse Folketro i det Hele taget angaar, da ligger det
ej alene i Sagens Natur, at den maatte være fælles for alle Germaner, men vi have
ogsaa bestemte Vidnesbyrd derom, navnlig for Goternes Vedkommende. Jornandes
siger nemlig, at Goterne dyrkede Halvguder eller Anses, fra hvilke deres Konger
og fornemme Mænd udledede sin Herkomst5. I «Anses» gjenkjender man strax
1 Det er merkeligt nok at sammenholde hermed, hvad Tacitus fortæller om det lygiske Folk
Nahar-valerne (ogsaa et østgermanisk, med Goterne beslægtet, Folk), nemlig at de i en hellig Lund tilbad nogle
Guder, der efter romersk Forklaring maatte kaldes Castor og Pollux, under Navnet Alci, uden Billedstøtter;
Prest i kvindelig Dragt forestod Dyrkelsen. (Cap. 43). Alci er enten en Misforstaaelse af det got. alhs,
Tempel, Helligdom; og saaledes Limden, ej Gudernes Navn, eller en Skrivfejl istedetfor Anses o: Æserne
men Brødreguderne er upaatvivlelig Frey og Freya, Frauja og Fraujo, hvilket ogsaa Prestens kvindelige
Dragt endmere synes at bestyrke. Se herom ogsaa Zeusz, die Deutschen und die Nachbarstämme S. 29, 30.
2 Thietmar, hos Pertz, Monum. Germ. V. p. 739.
3 Der staar: Ek Hleva gastim holtingam horna tavido, Jeg Hleva gav (indrettede) disse Horn til de
holtske Gjester.
4 Se ovenfor S. 19 Tac. Germ. Cap. 30. 5 Jornandes, Cap. 13.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
