Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LANDSBYER
109
indretning antages at have udviklet og vedligeholdt sig. Omvendt er man
vistnok igjen berettiget til at opstille den Mening, at hvor man i germaniske Lande
som det Sædvanlige finder bymæssige Sammenflytninger, om end blot i Form af
Landsbyer, der har et fremmedartet Element gjort sig gjeldende, eller med andre
Ord, der have de indvandrende Germaner forefundet en allerede bosat
Befolkning, som tilligemed Jorden, paa hvilken den boede, er bleven fordeelt mellem
Indvandrerne, ved hvis Landgaarde eller rettere Herresæder de i Tidens Løb deels
maatte blive nødte til, deels maatte finde det belejligst, at nedsætte sig i
Landsbyer, for baade at nyde saameget mere godt af Landsherrens Varetægt, og
saameget lettere at kunne være rede til at adlyde hans Vink.
Nu er det en bekjendt Sag, at der i Norge og det egentlige Sverige, altsaa i
de reennordiske Lande, hverken ere eller nogensinde have været Landsbyer, medens
vi derimod allerede i Skaane, Danmark og Tydskland finde Landsbyer endog fra
de ældste Tider. Tacitus selv taler om Landsbyer (vici) i samme Øjeblik, hvor
han omhandler Germanernes «velbekjendte» Sky for Bylivet og Mangel paa Byer;
han maa altsaa her saa at sige have det hele Etablissement for Øje, nemlig Herrens
eller Jordejerens afsondrede Gaard, i hvis Nærhed, skjønt ogsaa i behørig Afstand,
den afhængige, af Lejlændinger eller Vordnede beboede Landsby befandt sig.
Han taler ligeledes paa et andet Sted, hvor der handles om den Straf, der rammer
den utroe Egtehustru, om Landsbyen, gjennem hvilken hun med Spot og Spe
bliver jaget1; det er altsaa tydeligt, at han ej alene sigter til de højere Klasser,
men ogsaa til de lavere, Landsby-Boerne, hvilke paa hans Tid, af hvad Oprindelse
de end vare, maa have været fuldkommen germaniserede. Alt dette vidner om,
hvad man ogsaa af andre Kilder, som vi ovenfor have gjennemgaaet, veed, at
Germanerne i Tydskland, Danmark og Sydsverige ikke ved deres Indvandring
traf paa et aldeles ubeboet Land, men paa en ældre, om end tynd Befolkning,
sand-synligviis af Kelter, der, forsaavidt som den ikke flygtede bort, fordeeltes med
Jordstykkerne mellem Indvandrerne og dannede Grundlaget til den lavere
Folkeklasse. Thi der maatte ellers kunne paa vises en Særegenhed i Sydgermanernes
og de gotiske Germaners Charakteer, eller ved de af Sydgermanerne og de gotiske
Germaner besatte Lande, der bragte dem til at forlade deres gamle Sædvaner
og overvinde den nedarvede Modbydelighed for det bymæssige Samliv. Men en
saadan Særegenhed kan ej paavises, og dertil udhæver Tacitus selv hiin
Modbydelighed som endnu raadende og som et bekjendt Charakteertræk ved den
germaniske Nation. Altsaa kan man ikke paa anden Maade, end ovenanført, forklare
1 Se Tacitus, Germ. 14: Accisis crinibus, nudatam, coram propinquis, expellit domo maritus, atque
per omnem vicum verbere agit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
