Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
HIRDMÆND, HUUSKARLE
Foruden Fællesnavnet «Drott» var der ogsaa mange andre Navne, hvormed
de haandgangne Mænd betegnedes; i Norden var det sædvanligt at kalde dem
Hirdmænd, fordi de bevogtede deres Herre, og deres Skare Hirden1; de kaldtes
ogsaa Verdunger (angels, veoröungas) fordi de fik Sold, Huuslcarle, fordi de
opholdt sig i Drottnens Huus; Sinnar (Angels, gesiöas) d. e. Følgesvende, hvoraf
«Hofsinder»; Sverdtagere fordi de sædvanligviis fæstede sig i Tjenesten ved at
modtage et Sverd af Drottnen, eller ved at aflægge Ed paa et af ham fremrakt
Sverd; og endelig slet og ret Høvdingens Mænd, fordi de fra det Øjeblik de gik
i hans Tjeneste, vare afhængige af ham, og forpligtede til at følge og lyde ham.2
Det er let at indsee, at det Afhængighetsforhold, hvori disse Huuskarle stode til
Høvdingen, paa en vis Maade gjorde dem ufrie, og derved under sædvanlige
Omstændigheder kunde betage dem den Anseelse, der ellers maatte være bleven
dem som frie Krigere til Deel. Men den Glands, der fra Høvdingen selv udbredte
sig over det hele Følge, den Ære, de indlagde sig, og de Rigdomme, de samlede
paa deres Krigertog, opvejede som oftest mangefold hiin Ulempe, og derfor siger
allerede Tacitus: «det er ingen Skam at vise sig i de haandgangne Mænds Skare».
Vel fandtes der hos enkelte frisindede Mænd, der aldrig paa denne Maade vilde
give Slip paa deres Uafhængighed og erklærede, ingensinde at ville blive nogen
anden Mands «Mand», men slige Mænd hørte dog, som man maa formode, til de
sjældnere Undtagelser. Med en saadan Skare omkring sig maatte derimod Drottnen
eller Kongen selv erhverve en uforholdsmæssig Magt inden sit Fylke, og et Slags
Herredømme maatte temmelig snart blive ham til Deel. Det er dog ingenlunde
vist, at de Smaakonger, vore ældre historiske Sagn omtale som Konger i dette
eller hiint Fylke, virkelig ogsaa vare Konger over Fylket, og ikke snarere fornemme
Mænd med Kongetitel, der boede i Fylket. Det er endog et Spørgsmaal, om de
ældre Fylkekonger, naar alt kommer til alt, førte Titel af Konger, og om ikke
snarere denne Titel er tillagt dem af senere Forfattere, medens de selv nøjedes
med den beskednere Titel af «fylkir». Saameget er vist, at Kongedømmet i Norge
ikke var opstaaet af eller ved, men kun ved Siden af den egentlige patriarchalske
Samfundsorden, og at Kongemagtens Anseelse først begynder med de større —
tildeels ved Vaabenmagt bevirkede — territoriale Erhvervelser. Og Kongens op-
1 Af at hiröa, bevare, hvoraf hiröir, Hyrde.
2 Da Kong Ædhelstan i England have berørt det Sverd, Kong Harald Haarfagre i Norge sendte ham
som Gave, udraabte Hauk Haabrok: «nu er du Kong Haralds Mand, siden du tog ved hans Sverd». Snorre
Har. Haarf. Saga Cap. 41. I Middelalderens Latin gjengaves dette «Mand» ved «homo», og deraf dannedes
igjen homagium o: den Handling at erkjende sig som Ens «Mand», Hyldest, deraf det franske homage.
Istedetfor homo bruges ogsaa undertiden Ordet baro (o: Mand), hvoraf «Baroner», oprindelig kun «Mænd»,
haandgangne Mænd. I Spansk og Portugisisk betyder baron eller varon endog slet og ret «Mand».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
