Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEHN, FEUDALBESIDDELSE
125
rindelige Stilling ikke som Regent, men kun som den ypperste i Rang,
aabenbarer sig allerbedst deri, at ogsaa for ham en vis «Ret» eller Bod var bestemt (se
nedenfor S. 135), og tillige i den ældre Frostathingslovs Bestemmelser om at
Kongen, ligesaavel som Jarlen og Lendermanden, skulde fordrives, naar han
ulovligt gjorde «Atfør» (voldelig Hjemsøgelse) hos nogen Mand.
Det er ovenfor omtalt, at Æren for vundne Sejre tilkom Høvdingen, og at
Byttet deeltes under hans Opsigt. Alt, hvad der erhvervedes, erhvervedes for
ham, og alt, hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, hvorfor
enhver saadan Gave i Middelalderens Latin ogsaa kaldtes beneficium, d. e.
Velgjerning, og, naar dens Gjenstand var Grundstykker, blot betragtedes som et
Laan («lén», Tydsk «Lehen», hvoraf vort «Lehn»), af hvilke Høvdingen fremdeles
vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger, imod at
forpligte sig til visse Ydelser, og fornemmelig til at underholde et vist Antal
Stridsmænd, med hvilke han selv paa Høvdingens Opfordring i Krigstilfælde havde at
møde frem og gjøre Tjeneste i Høvdingens Hær. Et saadant Lehn var oprindelig
ikke arveligt, men skulde, hvad ogsaa Sagens egen Natur tilsiger, falde tilbage
til Høvdingen ved Besidderens Død; det var først sildigere Tiders Misbrug, som
gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte Lehn
til fuldstændig Ejendom. Ifølge den oprindelige Lehnsforfatning var
Lehnsbe-sidderen saaledes ikke egentlig Ejer af den hele Herlighed (al-auör, alod); han nød
kun godt af dets Afkastning i Gods eller Pengeværdi, (fé-auö, féod), og derfor
er i Middelalderens Latin feodum eller feudum (Fransk fief) blevet den almindelige
Benævnelse paa et Lehn. Besiddelse af et Lehn var saaledes ganske modsat
Besiddelse af et Odel. Det første var oprindelig kun Brugsret, den sidste fuldkommen
Ejendom; og om hiin endogsaa i Tidens Løb var gaaen over til at blive Ejendom
eller saagodtsom Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Besidderens
egen oprindelige Ret, men fra Høvdingens, medens derimod Odelet tilhørte
Besidderen og hans Familie ifølge den samme oprindelige Adkomst, der gjorde
Høvdingen til den egentlige Ejer af Lehnet1.
Dette er altsaa den store Forskjel mellem Odelsbesiddelse og
Feudalbesiddelse; begge ere lige oprindelig germaniske, men den første forudsætter en
oprin-deligere Fordeling af Jordegodset mellem et heelt paa een Gang indvandrende,
eller efterhaanden sig nedsættende, Folk; den sidste forudsætter en Erobring eller
Besiddelsestagelse ved en af haandgangne Mænd ledsaget Drottinn eller Konge.
1 I England, hvor Besiddelsen er grundet paa Feudalret, betragtes endnu i streng juridisk Forstand
Dronningen som Ejer af det hele Land, og de enkelte Grundstykker kim som om de af hende vare givne i
Lehn til deres egentlige Ejere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
