Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRIGIVNE
131
dette næsten til enhver Tid kunde indløses af de Odelsbaarne. Det er endog højst
sandsynligt, at disse Bestemmelser om den udstrakte Løsningsret oprindelig ere
vedtagne for derved at udestænge Pengepugerne af lav Herkomst fra at komme
i Besiddelse af Jordegods og derved trænge sig ind i Odelsbaarnes Kreds. Men
der kunde dog tænkes saamange Tilfælde, hvor Gjenløsningen maatte blive de
Odelsbaarne vanskelig eller umulig; eller hvor de idetmindste maatte finde sig
bedre tjente med at modtage en Pengesum, end med at faa Gaarden tilbage. Og
endelig synes den merkelige Vedtægt fra gammel Tid af at have bestaaet, at en
Konge, ved at skjenke en Mand et Stykke Jord, derved ogsaa skjenkede ham det
til Odel. Kongen havde det saaledes i sin Magt, paa een Gang at ophøje en
Frigiven i Hauldernes Klasse1.
Der skjelnes undertiden mellem to Slags Frigivne, nemlig den fuldstændigt
Løsladte (leysingi), og den blotte Frigivne (frjålsgjafi)2. Forskjellen maa have
bestaaet deri, at hine Frigivne strax ved en udtrykkelig Viljeserklæring af Herren
erhvervede en større Fritagelse fra de Forpligtelser, der paahvilede ham imod
denne, end den simpelthen Frigivne, ligesom det ogsaa paa en vis Maade ligger
i Ordet, at denne kun havde betraadt det første Trin af Frihedens Stige. Thi
Ordet frjåls (hvoraf «Frelse» o: Frihed) er just det Ord, hvormed den fuldkomne
personlige Frihed betegnes3.
Saavel Tacitus, som de fleste tydske og angelsaxiske Love omtale det Tilfælde,
at en fribaaren Mand kunde give sig selv i Trældom, naar han enten ikke vidste
et ernære sig selv, eller ogsaa paa en eller anden Maade (f. Ex. ved Tab i Spil)
var bleven en anden Mand en større Sum skyldig, end han kunde betale4. Ogsaa
vore ældre Love forudsætte Kreditors Ret til at tage sig betalt i Skyldnerens
Person, naar hans Gods ej var tilstrækkeligt til at dække Gjelden5; hiin frivillige
Overgivelse i Trældom nævnes dog ingensteds udtrykkeligt, men betegnes i svenske
Love ved Ordet gjaf^ræll (d. e. Gave-Træl)6, der visselig ganske svarer til det i
den engelske Konge Henrik I’s Lov forekommende Udtryk «sua datione servus»,
hvormed hiin frivilligt i Trællestand indtraadte, forhen fribaarne, Mand betegnes.
Forresten er det i sig selv højst sandsynligt, at dette Tilfælde ogsaa hos os oftere
er indtraadt.
1 Se den ældre Gulathingslov, Cap. 270. Her omtales ogsaa flere andre Maader, hvorved et
Grund-stykke allerede strax kunde erhverves som Odel. Ellers udkrævedes dertil, som bekjendt, i det mindste i
de Tider, fra hvilke vore ældre Love i den Skikkelse, hvori vi nu kjende dem, skriver sig, en saare lang
Besiddelseshævd, og det bliver et Spørgsmaal om Odelet i de ældste Tider overhoved ved nok saa lang
Besiddelse i den nye Kjøbers Æt kunde præskriberes for Sælgeren. 2 Se nedenfor S. 136.
3 Ordet er sammensat af fri og håls, betegner altsaa «den, hvis Hals er fri», altsaa den, der ej bærer
noget Trællemerke paa sig. Det gjengives derfor ogsaa i latinske Dokumenter ved «collum liberum».
4 Tacitus, Germ. Cap. 24. 5 Ældre Gul. Lov, Cap. 71. 6 Østgøtalagen, Dræp. B. XVII. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
