Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
WERGILD. GJALD. BOD
133
paatog sig at inddrive, medens den, der oppebar den, derved ogsaa indgik den
Forpligtelse, at holde sig rolig og ikke forsøge paa at tage sig selv til Rette. En
saadan Bod eller Godtgjørelse kaldes sædvanligviis blandt Tydskerne og
Angelsaxerne Wer eller Wergild (egentlig Værge-, Forsvars-Gjeld); hos vore Forfædre
simpelthen gjald eller undertiden, forsaavidt man derved havde Retssøgsmaalet
for Øje, sak, og tillige, forsaavidt man betragtede den som en Maalestok for
Vedkommendes Rang i Samfundet (hvorom mere nedenfor) réttr, Ret. Denne
Indretning hos Germanerne er ældre end den Tidsperiode, i hvilken vi allerførst lære
dem at kjende. Allerede Tacitus omtaler den paa et Par Steder i sit Skrift om
Tydskland. «Det er,» siger han, «en uundgaaelig Pligt at deeltage saavel i de
Venskabsforbindelser, som i de Fejder, i hvilke Ens Fader eller Paarørende befinder
sig. Fejderne vedvare dog ikke uforsonlige til evig Tid, thi Manddrab afsones
med et vist Antal stort eller smaat Kvæg, og den hele Familie faar sin Andeel
i Godtgjørelsen: en for den offentlige Rolighed velgjørende Indretning, da slige
Fejder ere saameget farligere, naar Friheden er saa ubunden, som her»1. Ogsaa
i vore ældste Love handles der udtrykkeligt og udførligt om Bodens Fordeling
mellem Familiens Medlemmer, endog dem, som vi nutildags vilde kalde meget
fjerne, og i visse Tilfælde sees det, at ej alene Drabsmanden selv, men endog de
øvrige Medlemmer af hans Familie havde at deeltage i Udredelsen2. Derved
op-naaedes det Gode, at Familierne selv vare interesserede i, saavidt som muligt
at hindre Drab og de deraf sig udspindende Fejder3. Boden paalagdes
sædvanligviis efter Dom til Thinge, skjønt den ogsaa kunde vedtages efter privat Forlig
eller Voldgift, en Afgjørelsesmaade, der i det Hele taget ansaaes for hæderlig.
Den allerhæderligste bestod deri, at man overlod Drabsmanden selv at bestemme,
hvor stor Bod han havde at udrede (Selvdom); dette skede kun, naar han var en
anseet og bekjendt, formaaende Mand, og det var da en Æressag for ham, ej at
benytte denne Lejlighed til at slippe lettere fra Sagen, end det ellers vilde have
været Tilfældet. Den Følelse af Skam, der nu stedse er forbunden med Modtagelse
af Pengegodtgj øreise for lidte Fornærmelser, synes overhoved — hvad der og
ligger i Sagens Natur — i hine Tider ikke i Almindelighed, og kun i heel særegne
Tilfælde, at have været tilstede, medens mangen stolt Høvding tvertimod ansaa
det for en Skam at give Bod (i Virkeligheden: at anerkjende Statsmyndigheden)
1 Tacitus, Germ. Cap. 21. — Her antyder Tacitus Aarsagen, der paa Island bragte Privatfejderne til
ligesom at livne op igjen. 2 Se f. Ex. især Saktallet i den ældre Frostathingslov.
3 Angelsaxerne have ogsaa Ordet mægburh, til at betegne denne Familieforpligtelse; Ordet er dannet
af mæg (vort magr, Maag) og burh, her Borgen, Kaution. Hos os maatte det tilsvarende Ord være
måg-borg eller magborgan. Familien selv kaldtes af Angelsaxerne under Eet mægö, hvilket Ord ogsaa bruges
for at udtrykke «Nation», lat. gens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
