Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
SAKTAL
og ofte tilbød sig at give langt større Erstatning end den lovmæssige Bods Beløb,
naar denne Erstatning kun ikke i Formen saa ud som en Bod1.
Naar først Staten igjennem Lovgivningen optraadte som Fredens Overholder,
maatte det heraf ogsaa følge, at et Brud paa den offentlige Fred tillige indeholdt
en Fornærmelse mod Staten, som derfor ogsaa, foruden Boden til den Dræbtes
eller Fornærmedes Familie, tillige selv krævede en Erstatning for dette Fredsbrud.
Hertil sigter allerede Tacitus, hvor han siger: «ogsaa for de ringere Forseelser
ilægges de Overbeviste en Mulkt af et vist Antal Heste og Kvæg i Forhold til
Straffen; en Deel af Mulkten udbetales til Kongen eller Staten, en Deel til den
Fornærmede selv eller hans Frænder» (hvilket sidste Tillæg altsaa viser, at Drab
er regnet blandt disse «ringere Forseelser»)2. I vore ældre Love, der ere nedskrevne
paa en Tid, da Kongen allerede forlængst betragtedes som Statens eneste
Repræsentant, fordres ved Siden af enhver Privatbod ogsaa en Kj endelse til Kongen,
og i Drabstilfælde desuden en Erstatning for den tabte Undersaat ({>egngildi).
Men dersom Bodssystemet skulde have nogen Betydning, og ikke blive til et blot
Spilfegteri, maatte Staten sørge for, at der efter Bodens Udbetaling og Fordeling
virkelig ogsaa blev Ende paa Fejden. Derfor blev der ved slig Lejlighed lyst en
offentlig, højtidelig Trygd (Sikkerhed, i Middelalderens Latin treuga), der skulde
herske mellem begge de angjeldende Familier indbyrdes, og af dem bekræftedes
med Ed; og den, som efter modtagen Bod og bes voren Trygd desuagtet begik
et Drab i Anledning af den Sag, hvilken Trygden gjaldt3, blev derved en Niding
(o: Forræder)4, som ansaaes at være udstødt fra det ved fælles Lov beskyttede
Samfund (ütlagr eller ütlægr), det vil sige «fredløs», og kunde ustraffet dræbes af
hvilkensomhelst, hvis han forblev i Landet. Det ansaaes tillige som Nidingsfærd,
naar Drabsmanden ikke snarest muligt efter det begangne Drab offentligt
ved-kjendte sig dette, eller, som det hed, lyste sig det paahænde (igfysing); dette fulgte
ligefrem af de om Privatfejde herskende Grundanskuelser; den betragtedes omtrent
som en aabenbar Krig mellem uafhængige Magter, og Bøderne ikke som Straf,
kun som Sikkerhedsmidler, indrettede af den erkjendte Statsmyndighed.
Da Fordelingen af de større eller mindre Bøder mellem de forskjellige
Familiemedlemmer ofte udkrævede en for hine Tider vanskelig Beregning, ansaaes det
for nødvendigt, at nøjagtige Lister derover indrettedes. Saadanne Lister kaldtes
saktal, og det synes som om disse Saktal overhoved udgjorde Hovedindholdet
af den hele Lovgivning, eller den Deel, om hvilken de under en fælles lov forenede
1 Se f. Ex. især Hrafnkel Freysgodes Saga. Det er dog muligt, at flere af disse Særegenheder først
udviklede sig paa Island, hvor det overhaandtagende Fejdevæsen gav mere Anledning dertil.
2 Tacitus, Germ. Cap. 12. 8 Dette kaldtes «at vega å veittar trygöir».
4 Niöingr, af niö d. e. Ondskab, Troløshed, Forræderi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
