Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 THING
det blotte «Mot» eller «Møde», thi i Ordet «Thing» ligger Begrebet af at «thinge»,
d. e. forhandle og samtale, og det er dette, for alle germaniske Folk, som det synes,
fælles Ord, der senere i Middelalderens Latin gjengaves ved «parliamentum» (af
det franske parler, tale). Fra de ældste Tider af omtales Thing for mindre og større
Kredse, nemlig Heredsthing, Fjerdingsthing, Fylkesthing og flere Fylkers Thing, alt
eftersom de Gjenstande, der skulde forhandles, angik den mindre eller større Kreds.
Disse Thing have vel i Regelen været afholdte til bestemte Tider, især de større,
hvilke ikke med Lethed i Hast kunde sammenkaldes, og som efter al Rimelighed for
en stor Deel faldt sammen med de store Offerfester; mindre Thing kunde ifølge vor
ældste Lovgivning ogsaa sammenkaldes paa enkelt Mands Opfordring1. Dette
laa i vor Samfundsforfatnings Natur, da den var grundet paa frivillig
Overeens-komst; ethvert Medlem maatte have lige stor Ret til at fordre sine Anliggender
afgjorte saa snart som muligt. Den ældste Beskrivelse over et germanisk Thing
finde vi atter hos Tacitus. «I mindre vigtige Sager», heder det, «raadslaa Drottnerne
for sig selv; i vigtigere derimod Alle, dog saaledes, at ogsaa de Sager, hvis
Afgjørelse tilkommer Folket, først behandles af Drottnerne. Naar der ikke
tilfældig-viis er indtruffet noget, som fordrer en øjeblikkelig Afgjørelse, komme de sammen
paa bestemte Dage, enten ved Ny- eller Fuld-Maane, thi disse Tider ansees som
de heldigste at udføre Forretninger paa. Deres ubundne Frihed medfører den
Ulempe, at de ikke alle indfinde sig paa een Gang eller saaledes som de ere tilsagte,
men baade to og tre Dage kunne gaa hen under de sig Forsamlendes Nølen. De
sætte sig bevæbnede ned, alt eftersom Mængden finder for godt. Taushed
paabydes av Presterne, som ved disse Lejligheder ogsaa have Ret til at anvende
Tvangsmidler. Derpaa fremtræder enten en Konge, eller en Drotten, og man
lytter til hans Ord, alt efter hans Højbyrdighed, Krigshæder eller Veltalenhed,
mere som den, der har Anseelse til at raade, end som den, der har Magt til at
befale. Finder hans Mening ikke Bifald, da forkaste de den ved Knurren; finder
den Behag, da slaa de Spydene sammen; thi den hæderligste Maade at samtykke
paa er ved Vaabentag. Paa Thinget kan man ogsaa fremføre Anklager og paastaa
Dødsstraf anvendt. . . . Paa disse Thing vælges ogsaa Høvdinger (Herser,
Hundredmænd), som skifte Ret i Hereder og Landsbyer. Enhver af dem har hundrede
Følgesvende, valgte blandt Folket, hvilke baade ere hans Raadgivere og
understøtte hans Anseelse. De forhandle ingen enten offentlig eller privat Sag uden
at være bevæbnede»2. Tacitus skildrer her nærmest Thingordningen, saaledes
som den paa hans Tid var beskaffen i Tydskland, hvor allerede Følge-Institutionen
1 Ældre Gul. Lov, Cap. 131. «Nu skal enhver kunne sammenkalde Thing, der tykkes at behøve Thing».
2 Tacitus, Germ. Cap. 11, 12, 13.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
