Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
KRIG SB UD
11. Krigsforfatning.
De enkelte Hereders Foreninger til Fylker vare ej alene Foreninger til fælles
Retssikkerhed eller til Forsvar mod indre Fiender, men ogsaa Foreninger til
Forsvar mod ydre Fiender. Man maa endog antage, at Fylkesforbundet som
Krigs-forbund er ældre end som Fredsforbund, ligesom den personlige Forening af de
enkelte indvandrende Familier er ældre end den territoriale. Om de ældste
Væb-ningsforhold handle vel ingen af vore Oldskrifter udtrykkeligt, men hvad der
meldes om Krigsforfatningen i sildigere Tider, indeholder dog tilstrækkelige Vink
til nogenledes at slutte, hvorledes Forholdet var i den allerældste Tid. Vi finde
nemlig to Slags Krigere omtalte, de frie Bønder, der efter almindeligt Udbud
samlede sig for at værne om Fædrelandet, og de kongelige eller fyrstelige Krigere,
der, som vi ovenfor have seet, fulgte en bestemt Høvding og tjente paa hans
Bekostning. Det sidste Slags Krigere maa vi ved den oprindelige
Samfundsforfatning tænke os borte, og de havde i alle Fald intet med Hereds- eller
Fylkes-Forbundet at bestille, ja kunde vel endog under visse Omstændigheder blive det
farlige. Det oprindelige og naturlige Forhold var, at de frie Bønder ogsaa, naar
Fylkets Sikkerhed truedes af udvortes Fiender, efter Udbud mødte frem for at
udføre den dem efter Forbundets Natur og Hensigt paahvilende Værnepligt.
Om en Konge eller Drotten ved slig Lejlighed vilde møde frem med sit hele Følge
af haandgangne Mænd, blev hans egen Sag; forpligtet dertil kunde han
naturligviis ikke være. Ligesom Thingbud, saaledes kunde og Udbud til Landværn
foranstaltes af enkelt Mand. Den, der først blev Fiendens Angreb var, opskar, som
det heder, Hærorv (herör), det vil sige, han udsendte Krigs-Budstikken, der ogsaa
havde Formen af en Piil, og hvor den kom, havde alle vaabenføre Mænd at møde
frem bevæbnede1. Det kom da rimeligviis an paa Fiendens Styrke og den
udbydendes eget Skjøn, hvor vidt Krigsbudstikken sendtes; hvor det kun var en
liden Fiendehob, behøvede man heller ikke at udbyde Krigsmænd fra mange
Gaarde. Det almindelige Krigsbud for det hele Fylke kunde sandsynligviis kun
udgaa fra Fylkes-S tyrrer en, og det er dette hvortil i Tydskland det bekjendte
saakaldte Heerbann (Hær-Opraab) aldeles svarer. Det indsees let, at et saadant
Landværnssystem aldeles udelukkede Tanken om at foretage Erobringer, ja endog
om at foretage Krigstog udenfor selve Fylket. Den Konge eller Høvding, der
havde Lyst til at gjøre Erobringer, maatte holde sig til sit Følge og ved dettes
Hjelp søge at tilfredsstille sin Ærgjerrighed; og paa denne Maade bleve ogsaa,
som vi ovenfor have viist, de germaniske Erobringer udførte. Men om Fylkes-
1 «Da skal fare baade Thegn og Træl», ældre Gul. L. Cap. 312.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
