Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆLLESGERMANISKE RELIGIONSBEGREBER
151
Undersøge vi fremdeles, hvad der var det fælles, og altsaa det oprindelige,
i den nordiske og tydske Gudelære, finde vi, at de foruden den fælles Erkjendelse
af Dyrkelsen af trende Hovedguder ogsaa vare enige om at tænke sig de raa
Naturkræfter repræsenterede ved de saakaldte Jøtner1, og disse Jøtner og Dverger som
stedse pønsede paa Ondt mod Guder og Mennesker, altsaa som det onde
Naturprincips Redskaber. Fremdeles erfare vi af et gammelt christeligt Digt i det
høj tydske Sprog, at Tydskerne, ligesom vore Forfædre, tænkte sig en Ild verden
(Muspell eller Muspilli)2, ved hvis Luer Jord og Himmel skulde blive ødelagte,
efterat Guder og Jøtner havde stridt den sidste Strid paa Liv og Død med
hinanden, naar det af vore Forfædre saakaldte Ragna-Rokk (Gudernes Mørke) var
indtraadt. Men da denne Muspell eller Ildverden ogsaa, som Lysets og Varmens
Hjem, spiller en vigtig Rolle ved vore Forfædres Lære om Verdens Tilblivelse, og
ikke engang kan undværes ved denne, er man berettiget til at slutte, at den samme
kosmogoniske Lære idetmindste i Hovedsagen var fælles for alle germaniske
Nationer, og at de os levnede oldnorske Sagn om Verdens Skabelse virkelig indeholde
den egte gamle fællesgermaniske Lære. Vi slutte af den gotiske Benævnelse halja,
den angelsaxiske helle, og det tydske «Holle», om det christelige Helvede eller
rettere Underverdenen, at Forestillingen om den hedenske Underverden og dens
Beherskerinde Hel (egentlig halja)3, og følgelig om Niflheim eller Taagehjemmet,
hvor denne Underverden tænktes at ligge, var fælles for alle germaniske Stammer.
Men heraf følger igjen, at ogsaa Læren om Loke, Hels Fader, Anstifter af alt Ondt
baade blandt Guder og Mennesker, det onde Princip, og alt hvad dermed staar i
Forbindelse, ligeledes hører til den oprindelige og for hele den germaniske Verden
fælles Deel af Gudelæren. Herhen maa man da ogsaa regne Læren om Livet i
Valhall hos Odin, og om de faldne Heltes Ophold hos ham, for i sin Tid at staa
ham bi mod Jøtnernes Angreb. Og endelig erfarer man, at Læren om Nornerne,
eller den ubetvingelige Skjebnes Gudinder, hørte hjemme ikke mindre hos
Tyd-skerne, end hos vore Forfædre4.
Læren om Verdens Tilblivelse lyder i Korthed saaledes: Før alle Tings
Begyndelse fandtes de tvende Verdener, Muspell i Syd, fuld af Lys og Luer, og Niflheim
(Taagehjemmet, det taagede Frosthjem), med Brønden Hvergelmer. Mellem dem
1 Den oldnorske Form er jötunn eller jatunn, vel ogsaa jötull, egentl. itunn, den angelsaxiske eoten,
den tydske ezan, den gotiske maa have været itans. Navnet er aabenbar udledet af eta, gotisk itan, æde,
fortære, og antyder de onde Væseners Graadighed.
2 Se det gammeltydske af Schmeller udgivne Digt, kaldet Muspilli; Nord. Tidskr. for Oldk. B. 3 S. 167.
3 Hel bruges baade om Stedet, og om Herskerinden. Det første kaldes ogsaa Niflhel o: Taage-Helved.
4 Thi saavel angelsaxiske som oldsaxiske Digte melde oftere om Wyrd eller Wurth, o: Urd;
Hoved-nornen; se Beowulfdigtet 1134, 4839; Heljand 146, 21, 163, 16. I engelske og skotske Folkesagn nævnes
endnu «the Weird sisters», Skjebnesystrene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
