Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOSMOGONI
153
den ordnende Vilje, og Vee eller Lodur den rensende Helligdom1. Skabelsen bestaar
i en Ordning af Elementerne, i en Fremkaldelse af det organiske Liv, og i
Forjagelse af Jøtnerne, de forstyrrende Magter, der ikke kunde tilintetgjøres, til de
yderste Egne mod Havet, til Bjergene og de kolde Ørkener, medens Dvergerne,
fremkomne som Madker i Ymers Krop eller Jordlegemet, blive bundne til dette, hvor
de, lunefulde, snart venlige, snart fiendske mod Menneskene, frembringe og tilvirke
de Metaller, der ligesaa ofte bringe Ulykke over Verden, som Lykke. Menneskets
Skabning er den oldgermaniske Treenigheds Værk; den egentlige Aand og Livet
faa Menneskene fra Odin, Verdensstyreren; Forstand og Virksomhedsdrift giver
Vilje eller Høner; det varme Blod, Livsfriskheden og Sandseligheden giver Vee
eller Lodur, den hellige Ildkraft. Og Menneskerne ere fra nu af Æsernes
Yndlinger og bo under deres omhyggelige Varetægt i den mod Jøtnernes Overfald
hegnede Midgaard, ogsaa kaldet Mannheim.
I denne Lære opdager man umiskjendelige Spor af Germanernes, saaledes
og af vore Forfædres, tidligste Ophold i østligere Egne. Midgaard eller
Mannheim, omgiven af Bjergene, bagenfor disse Jotunheim, og bagenfor dette igjen
Havet, minder om Volga-Egnene, hvor Ural-Fjeldene (hvis Navn selv betyder
et Belte eller en Skranke) danner Grændsen mod Øst, og bagenfor hvilke Oceanet
i en fjern Oldtid naaede lige ned til det kaspiske Hav, medens det paa samme
Tid beskyllede de kolde Egne i Nord, hvor vore Forfædre endnu mange
Aarhundreder senere tænkte sig det egentlige Jotunheim, og hvor der maaskee, som
Enkelte have antaget, var en Forbindelse mellem Nordiishavet og den finske
Bugt2. Fra umindelige Tider har der i Ural-Fjeldene været Tilvirkning af Metaller;
det antages endog sandsynligt, at det meste Guld, man i Nordeuropa fordum havde,
er kommet derfra; hvor der endnu findes talrige Levninger af Tschudernes
Berg-værksdrift3: der var saaledes Anledning nok for de ældste Germaner til at lære
Metallernes Tilvirkning at kjende, og sætte den i Forbindelse med Læren om
Dvergerne, eller det indre materielle Liv i selve Jordlegemet. Det oprindelige
Midgaards eller Mannheims, det vil sige Germanernes, Plads var altsaa de frugt-
1 Om Oprindelsen til Odins Navn er forhen talt. Vili er ligefrem Vilje; Vé (egentlig Vighi), Indvieren.
Hænir, af at hæna, lokke, give Tegn, er et andet Udtryk for Viljes-Tilkjendegivelsen; og Lööurr, d. e.
Luen, (besl. m. det tydske «lodern») sigter til den luttrende og viende Ild. I Ööinn, eller rettere den ældre
Form Vööinn, Vili, Vé (gotisk, Vodans, Vilja, Veiha) seer man tydeligt Riimbogstaverne, der viser, at
Navnene Vili og Vé af Digterne ere lempede efter Vodens Navn; de ere altsaa ikke at ansee for de egentlige
Navne, hvilke vi derimod maa antages at besidde i Hænir og Lööurr. En tredie Benævnelse paa
Aasa-Treenigheden var Hår (den Høje), Jafnhårr (den Jevnhøje) og Jjriöi (den Tredie).
2 Se især Alex. Humboldt, «Central-Asien» S. 529.
3 De kaldes endnu af Russerne tschudskii kopi o: tschudiske Skjerp; se Müller, der ugrische
Volks-stamm, I S. 173.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
