Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
TRE HOVEDGUDER
i ældre Tider blot synes at have tænkt sig tre Hovedguder, og at de øvrige ere
Emanationer af disses Væsen. Men hvilke Hovedguderne vare, bliver vanskeligt
nok at sige, da ikke altid de samme Navne nævnes tilsammen. Det forekommer
os, som om man maa skjelne mellem virkelig forskjelligt tænkte Personligheder,
og blot forskjellige Sider hos eet og samme Væsen. Odin, Thor og Tyr ere
saaledes virkelig tre forskjellige Guddomme, medens Odin, Vilje og Vee eller Odin,
Høner og Lodur alene synes at være forskjellige Sider hos eet og samme Væsen.
Men ogsaa de i sig selv forskjellige Guders Navne vexle, som vi have seet. Saxerne
nævnte Vodan, Thunor og Saxnot, i Uppsala nævnte man Odin, Thor og Frey;
i den islandske Edsformular nævntes Frey og Njørd og den almægtige Aas. Skulde
man imidlertid slutte fra de med Guders Navne betegnede Ugedage, maatte man
vistnok antage Odin, Thor og Tyr for den rette Trilogi, hvad der og i og for sig
er det rimeligste, om end kun af den Grund, at Tyr ikke, som Frey og Njørd, regnes
blandt de saakaldte Vaner, og heller ikke altid udgives for Odins Søn. Thor
(egentlig {jonarr, angels. Jmnor, Tydsk donar), var Tordenens Gud, og som saadan
tillige Veirligets, Regnens, og Kornmodningens Herre1, Æsernes og Menneskernes
Vogter mod Jøtnerne. Tyr (Angels. Tiw, Tydsk Ziu), kaldes og blandt Højtydskerne
Er, og maa ansees som den egentlige Krigsgud. Sandsynligviis var han endog i
sin Tid anseet som den fornemste af alle Guder, eller som den eneste Gud,
saalænge de polytheistiske Forestillinger endnu ikke havde fortrængt Monotheismen.
Thi hans Navn bruges i Fleertal (tivar) ofte som Navnet paa Guderne i
Almindelighed, og svarer ganske til det latinske Deus, det oldindiske djaus. Som
Krigsgud synes han at have dannet en særegen Trilogi tilligemed Odin og den blinde
Hød (egentlig Hadu), om hvilken vore Oldsagn vide lidet at fortælle, men hvis
Begreb noksom betegnes af vort höö, den angels, heaöu, det tydske hadu, der,
sat i Spidsen af Ord og Navne, altid betyder «Krig», «Strid»2.
Odins Hustru, Thors Moder, var Jörö, Jorden, ogsaa kaldet Fjörgyn og Hlådyn,
Tacitus’s eller rettere Goternes Nerthus, der siden i vor Gudelære er blevet en egen
mandlig Guddom, ligesom Fjørgyn ligeledes optræder som et mandligt Væsen,
der deels synes at falde sammen med Thor, deels nævnes som Fader til Frigg,
Odins saakaldte anden Hustru3. Frigg er derimod selv, hvad vi allerede ovenfor
(S. 55) have antydet, ingen anden end «Jord», og hendes Navn kun en egen Form
for fru (eg. friggv) o: Fruen, Herskerinden. Hun falder saaledes, hvad der og oven-
1 Adam Brem. IV. 26: Thor præsidet in aere, qui tonitrus et fulmina, ventos imbresque, serena et
fruges gubernat.
2 Se om Tyr, især Grimms deutsche Mythologi S. 175 fgg. Tyr eller Tius er ingen anden end den af
Tacitus omtalte Tiusko eller Tivisko, fra hvilken Germanernes Slægter skulde nedstamme, og hvilken her
aabenbart optræder som Germanerfolkets Ur-Gud. 3 Se herom Grimm: deutsche Mythol. S. 157, 235.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
