Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HEIMDALL. BRAGE 159
lige fra Urtiden have været dyrkede af alle germaniske Stammer, og at følgelig
deres Dyrkelse ogsaa var medbragt af vore Forfædre fra deres ældste Hjem.
Imidlertid er det at mærke, at baade Balder, som Odins og Friggs Søn, og Forsete,
som Balders Søn, strengt taget kun ere Emanationer af Odins eget oprindelige
Væsen; at Navnet «Balder» (oldn. balldr, angels, bealdor), brugt som Appellativ,
baade i Oldnorsk og Angelsaxisk har Betydningen «Konge», «Herre», at «Forsete»
ligeledes kun betyder «Forsidderen», et Navn, der nærmest maatte antages at passe
paa den øverste Gud, og at det virkelig synes at have været brugt i denne
Betydning blandt Helgelands Friser, der ikke vel kunne antages at have henvendt al
deres Opmærksomhed paa en underordnet Guddom, uden at indrømme Gudernes
Overhoved den fornemste Plads.
Om Heimdall, der i den yngre Edda kaldes «stor og hellig», og nævnes som
Gudernes Vogter ved Bævrøst, vide de tydske Sagn intet at berette, ligesom han
overhoved er en saare mystisk Figur i vor ældre Gudelære. Han nævnes deels
som Odins Søn, deels som en selvstændig Personlighed, født af 9 Jøtunmøer. Han
synes saaledes at have været en af de ældre, oprindelige Guddomme, men maaskee
ogsaa just formedelst denne Ælde og Oprindelighed at være traadt tilbage i en
mystisk Baggrund. Den prosaiske Indledning til «Rigsmaal» melder, at den Rig,
der ved at vandre om blandt Folket grundede Samfundsklasserne, ikke var nogen
anden end Heimdall selv, der vandrede om i menneskelig Skikkelse. Man skulde
deraf formode, at han i en fjern Oldtid virkelig har været sat i Forbindelse med
Samfunds-Udviklingen, og at han med sit skarpe Syn og sin fine Hørelse antoges
at være den, der vaagede over Orden og Fred over den hele Jord. Derved bliver
det ogsaa begribeligt, hvorledes Mythen om Ragnarøkkr just kunde lade ham ved
Verdens Ende kæmpe med Fredsforstyrreren Loke, og blive dræbt med et
Menneske-Hoved, Manddrabets og Voldsomhedens Symbol1. At Fredens og Ordenens Gud
i den senere Krigstid ligesom traadte tilbage, ja endog ringeagtedes, er lett at
forstaa2. Brage, Skaldekunstens Gud, omtales ogsaa som saadan kun i vore ældre
Skrifter, men Angelsaxernes Ord bregu om en Fyrste eller Hærstyrer, og broga
eller herebroga om den paniske Skræk, der i Kampen saa ofte betager en af de
stridende Hære, viser noksom, ej alene at de have kjendt denne Guddom, men
ogsaa, at man ved den Skaldekunst, han repræsenterede, idetmindste i Førstningen
ikke saameget tænkte paa den dermed forbundne Nydelse, som paa den
Indflydelse, den kunde udøve i Krig, enten ved at opflamme Stridsmændenes Mod,
1 See Skålda Cap. 8.
2 I «Søgubrot» heder det, at Heimdall var den dummeste blandt Æserne. (Se Søgubrot i Fornaldar
Sögur Norörl. I. S. 373).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
