Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TRILOGIER
161
fædre selv, uagtet de stedse angav Æsernes Antal at være tolv, dog ikke ret vare
paa det rene med, hvilke disse tolv Æser vare1: et tydeligt Vidnesbyrd om, at
man paa Forhaand har bestemt Tolvtallet uden at dette fra først af hørte hjemme
i Gudelæren. Man faar ogsaa en Anelse om, deels, at den ældste Gudelære ej alene
i og for sig tænkte sig Guddommen som en Trehed, men ogsaa for hver enkelt
af Guddommens Virksomheder yndede Trilogier; deels, at den, med Undtagelse
af Sif, Frugtbarhedens og Slægtskabets Gudinde, ikke ligefrem opstillede
kvindelige Guddomme, men lod hver enkelt Guddom optræde under en dobbelt Skikkelse,
en mandlig og en kvindelig. Foruden Treheden Voden, Vilje, Vee, eller Odin,
Høner, Lodur, har man saaledes for den krigerske Virksomhed Odin, Tyr og Hød;
for den Uskyld og Retfærd befordrende: Odin, Balder, Forsete; for den ordnende
og Elementerne tæmmende maaskee: Odin, Heimdall, Vidar; medens igjen Thor
tilligemed den mystiske, halv mandlige og halv kvindelige, Fjørgyn2 og den
ligeledes halv mandlige, halv kvindelige Jord, Nerthus eller Njørd danner en
Trilogi for sig selv; hvorhos foruden Fjørgyn og Jørd ogsaa Gefjon eller Geofon,
Havets Guddom, optræder som mandlig og kvindelig paa een Gang. Man kjender
i det Hele taget for lidet til vore Forfædres Gudelære i dens ældste Skikkelse til
at kunne komme fuldstændigt paa det Rene med disse Undersøgelser om
Forholdet mellem de ældre og yngre Myther; men hvad vi kjende, er dog allerede
tilstrækkeligt til at bestyrke den her fremsatte Anskuelse.
Gjennem vore Forfædres hele Gudelære gaar Grundtanken om den evige Strid
mellem det materielle, sandselige Liv med det aandige, over al Sandselighed
ophøjede; fra hiint har alt det Onde, fra dette alt det Gode sin Oprindelse; hiint
repræsenteres ved Jøtnerne og Dvergerne, dette ved Æserne. Derfor er Kampen
evig mellem Æser og Jøtner, og disse ere ej alene svorne Fjender af Æserne selv,
men ogsaa af deres Skabninger, Menneskerne. Derfor fejder Thor til Æsers og
Menneskers Frelse stedse mod Jøtner og Trolde, og disse pønse stedse paa,
hvorledes de med forenede Kræfter kunne vinde Overhaand. De anvende al den List,
de kunne ophitte. Det lykkes dem — saa fortæller Vøluspaa — ved deres Kvinder
endog at forføre enkelte af Æserne selv, og at bringe Fordærvelsens Spire ind i
Aasgaard3. Deres egen Ætling, den forføriske Loke, optages i Æsernes Tal,
bringer disse i mangen Nød og Fare, og volder omsider den herlige Balders Død,
1 Se herom især Petersens Nordisk Mythologi, S. 114.
2 Det er allerede omtalt, at Frigg siges at være Datter af Fjørgyn, medens Thor, der dog ellers angives
som Søn af Odin og Jørd, baade i Vøluspaa (55) og i Harbardsljod (56) kaldes Fjørgyns Søn. Men til
«Fjørgyn» svarer fuldkommen det litauiske Perkunus, eller det slaviske Perun, Navnet paa en Guddom, der
aldeles svarede til Thor, som Tordenens og Ildens Gud. Ordet «fjörgyn», synes ellers at have betydet et
Bjerg, gotisk fairguni. 3 Vøluspaa, Str. 8.
11 — Munch: Det norske Folks Historie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
