Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VERDENS UNDERGANG
163
og gjorde Krigstogene hyppigere. Begge Dele, Krigeraanden og den krigerske
Religionslære, udviklede sig vel samtidigt, og under gjensidig Vexelvirkning. I sin
vildeste Skikkelse viste den raae Krigslyst sig under den saakaldte Berserksgang.
«Odins Mænd», fortæller Snorre, «gik i Striden brynjeløse, galne som Hunde eller
Ulve, bed i sine Skjolde, og var sterke som Bjørne eller Tyre; de slog ned for Fode,
og hverken Ild eller Jærn bed paa dem; det kaldes Berserksgang». Denne
Berserksgang gjenkjender man fuldkommen i hvad der fortælles om Erulerne, just hine,
Odin nærmest tilhørende, Jarler, at de kjæmpede nøgne (det vil vel sige uden
Brynje og Skjold)1, og at Langobarderne i Spidsen for sin Hær stillede Krigere, der
kunde drikke Menneskeblod og indjage deres Fjender en panisk Skræk2. Og det
er denne vilde Krigsaand, der omsider naaede sin Højde i Vikingelivet, for da,
efterat have vakt kjendelig Lede og Overmættelse, desto snarere og lettere at vige
Pladsen for Christendommen.
Aasareligionens Lære om Ragnarøkkr eller Verdens og Gudernes Undergang
vidner aabenbart om oprindelige monotheistiske Anskuelser, men den synes aldrig
at have grebet virksomt ind i Folkelivet. Jøterne og Dvergerne, eller de onde
Kræfter i Naturen, skulde endelig, hed det, vinde Overhaand over Guder og
Mennesker; Solen og Maanen skulde sluges af de Jøtun-Ulve, der forfølge dem,
Stjernerne forsvinde af Himlen, Jøtnerne storme frem i Kamp mod Æserne;
Fenrisulven sluger Odin, Midgards-Ormen og Thor, Heimdall og Loke dræbe hinanden
indbyrdes; Vidar hevner vel Odin ved at sønderslide Ulven, men imidlertid ere
Muspells straalende Sønner med Surt i Spidsen komne frem, og Surt slynger
Ild over hele Jorden og brænder den. Dog, heder det, skal en ny Jord fremstaa,
hvor Æserne Vidar og Vale, Balder og Hød, og Thors Sønner, skulle bygge paa
Ida voldene, hvor Aasgaard før stod; en ny Menneskeslægt nedstammer fra et Par,
der har undgaaet Surtsbranden; men de, som tidligere ere døde, samles paa
forskjellige Steder, de gode i Himlen, i Salene Gimle, Brimer og Sindre, de onde paa
de frygtelige Naastrande ved Edderbrønden Hvergelmer. Men «den Mægtige,
som raader for Alt3», kommer ovenfra og ordner Verdens Anliggender.
Der er i denne Lære saare meget mørkt, og mange Mysterier, hvortil vi ej
længer have Nøglen, ere upaatvivlelig indflettede i den. Æserne, endog Odin selv,
træde her tilbage for «den Mægtige, som raader for Alt»; de vise sig forgængelige,
ligesom Menneskerne, og ikke de selv, men en yngre Generation af dem, fremstaa
i den nye Verden. Saaledes synes man neppe at kunne have betragtet dem, da
1 Prokop. Pers. Krig II. c. 25; Paul. Diac. I., 20.
2 Paul. Diac. I. II. Disse Krigere kaldtes Cynocephali eller Hundehovedede; man maa tænke paa vore
Ulfhedner i Vargstakke.
3 Vøluspaa, Str. 63. Hyndluljoö, Str. 41.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
