Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALFER
165
en Spore til fortsat Krigerfærd og vild Dødsforagt, var det dog fremdeles muligt
for det dybere Gemyt at tænke sig virkelig Dyd ogsaa udenfor Krigerlivet, som
aabnende Adgang til Alfaders Sal, og Lasten i og for sig selv som dragende Sjælen
ned til Hvergelmers Afgrunde. Den raae Kriger tænkte neppe videre end til
Valhall og Niflheim; ham stod Ragnarøkkrslæren neppe klar for Tanken; men for det
tænksommere og fredeligere Sind maatte Gimle og Naastrand være Hovedsagen.
Men uagtet man saaledes vistnok ikke kan sige, at Aasa-Religionen i og for sig
gjorde Krigerfærd til den fornemste og saagodtsom eneste Dyd, maa man paa den
anden Side erkjende, at den lettelig af de almindeligere Gemytter kunde opfattes
saaledes, og derfor virkelig ogsaa i Tidens Løb opfattedes paa denne Maade, uden
at det endog med Bestemthed kan siges, om den meest paavirkedes af Tidsaanden,
eller selv paavirkede denne.
Ved Siden af Æserne og Jøtnerne troede vore Forfædre, ligesom alle øvrige
Germaner, paa Alfer, ringere guddommelige eller overnaturlige Væsener, beboende
Luftstrøget nærmest Jorden og Jordens Indre, og paa en virksom Maade gribende
ind i Menneskernes Anliggender. I den yngre Edda gjøres der vistnok Forskjel
paa Lysalfer og Mørkalfer eller Svartalfer, hvilke sidste (se ovf. S. 154) synes at
have været antagne for de samme som Dvergerne; men denne Forskjel lader ej
til at have været levende i Folketroen, der i alle germaniske Lande har vedligeholdt
sig ligetil vore Dage. Alferne, eller som de i Sverige og Danmark kaldes,
Elvefolket eller Ellefolket, i Tydskland Elf en, betragtes som underjordiske Beboere
af Høje, ligesom Jøtnerne af Bjerge, Dvergerne af Stene, og de høre derfor ganske
bestemt til den samme Klasse af Guddomme, som Jøtner og Dverger,
Naturguddomme, hvilke Folketroen antog for Landets oprindelige Besiddere1. Deres
Virksomhed maatte saaledes i Almindelighed ansees som Menneskeheden fjendsk
og farlig; og som saadan betragtes endnu den Dag idag Alfernes Virksomhed i
det Hele taget; i alle Fald forestiller man sig dem, om de end som Huldrefolk
begunstige enkelte Menneskers Fædrift, eller som Nisser udfører de i Stald og
Fjøs forekommende Sysler, dog som saare lunefulde og ingenlunde ret godmodige
Væsener. Siden de endnu kunne leve saa kraftigt i Folketroen, maa de i den
ældre, hedenske Tidsalder have spillet en saare vigtig Rolle; man finder ogsaa,
at der anstilledes Blot eller Offringer for dem. Til Alferne kan man ogsaa henføre
andre i vore Forfædres og tildeels i vor nuværende Folketro levende Væsener
af lignende Slags, som Nykken (hnykr), Fossegrimen, Kvernkarlen eller
Kvernknurren, Væsener, der tænktes at beboe Elve og Fosser, Landvætterne, der beskyt-
1 I Beowulfdigtet v. 223 stilles derfor ogsaa Jøtner og Alfer (eotenas and ylfe) sammen som onde
Væsener.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
