Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
OFFRINGER
sædvanligviis blodige. Dyr, og undertiden Mennesker, slagtedes foran Gudernes
Billeder eller i deres Helligdomme; Blodet, der kaldtes hlaut (d. e. det Varslende)
samledes i en Bolle, Hlautbollen, fra hvilken det med Teener, der lignede
Vievandkvaste, smurtes paa Altrene og stænkedes ud over det forsamlede Folk.
Efter Offringen selv fulgte sædvanligviis et Gilde, hvorved man gjorde sig
tilgode med Offerdyrenes kogte Kjød, og tømte højtidelige Skaaler (minni) af de
fyldte Drikkehorn (full), som tilligemed Offermaden indviedes af den forrettende
Gode. Der omtales og etsteds, at Gudebillederne af tilstedeværende Kviner
indsmurtes med Fedt, varmedes ved den paa Gulvet brændende Ild, og tørredes
med Duge; forresten kjende vi ikke meget til vore Forfædres Religionsceremonier1.
Menneskeof f ringer omtales saavel hos vore Forfædre som hos Tydskerne.
Tacitus siger udtrykkeligt2, at Vodan, eller, som han kalder ham, Merkur, til
visse Tider hædredes ved Menneskeoffringer. Egentlig kunde man sige, at enhver
Krigers Drab var en Offring til Odin; og der findes endog Antydninger til, at
enkelte Mennesker allerede af sine Forældre indviedes, eller selv indviede sig, til
en eller anden Guddom; var denne Guddom Odin, krævede han, som man troede,
efter en vis Tids Forløb den Indviedes Liv3. Endog paa Sottesengen kunde den
døende Kriger, som det synes, indvie sig til Odin, ved at lade sig mærke med
Geirs- (d. e. Spyds)-Odd4. Tacitus har vistnok Ret, naar han især sætter
Menneske-Offringerne i Forbindelse med Odin; thi ham, meente man, var det meest
magtpaaliggende at forøge Einherjernes Tal, og der dannede sig endog Sagn om,
hvorledes han ved Underfundighed søgte at tilvende sig saadanne Offre5. Det fattes
heller ikke paa Sagn, der berette, hvorledes Konger og andre fornemme
Høvdinger offredes til Odin af deres egne Undersaatter, forat disse kunde faa et godt
Aar6. Forresten synes det især at have været Trælle og Forbrydere, som offredes.
Med den gotiske Frauja- eller Nerthus-Dyrkelse vare store Menneskeoffringer
forbundne. Hvert 9de Aar offredes saaledes ved den store Offerfest i Hleidr paa
Sælund 99 Hunde, 99 Heste, 99 Høge, eller i Mangel deraf Haner, og 99
Mennesker. (Jvfr. S. 56). Og i Uppsala offredes ligeledes baade Dyr og Mennesker,
hvilke sidste deels styrtedes ned i en Sump, deels efter Offringen ophængtes i
den hellige Lund7.
1 Fridthjofs Saga Cap. 9. Om Skikke ved Offringerne se forresten Keyser: «Nordmændenes
Religions-forfatning i Hedendommen» III. § 21.
8 Tac. Germ. Cap. 9. 3 Se næste Afsnit § 11, om Vikar, jvfr. Halfs Saga Cap. 1, Gautreks S. Cap. 7.
* Yngl. Saga Cap. 10. Se herom forresten nedenfor 3die Afsnit, § 4.
s F. Ex. Det anførte Sted om Vikar, Gautreks Saga Cap. 7. 6 Yngl. Saga Cap. 18. 48.
’ Thietmar, 1.1, c. 9 (Pertz i Mon. Germ. S. 739) Adam. Brem. IV. 27, Schol. 134. 137. I de 99 af hvert
Slags hos Thietmar synes der at ligge en Fejltagelse. Scholiasten hos Adam. Brem. siger, at der i Uppsala i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
