Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VANDØSNING. BEGRAVELSE. BRÆNDALDER OG HØJALDER 175
Allerede Tacitus omtaler dette. «Ved Ligenes Begravelse», siger han, «finder ingen
synderlig Pomp Sted. Man iagttager kun at der til Baal for anseede Mænds Lig
bruges visse bestemte Slags Ved. Baalet tildækkes hverken med Klæder eller med
vellugtende Sager; kun lægges den Afdødes Vaaben, undertiden og hans Hest,
med ham paa Baalet; siden rejses en Høj af Torv over det Hele som Gravsted»1.
Det heder ogsaa om Odin, at han bestemte, efter den hos Æserne brugelige Skik,
at alle døde Mænd skulde brændes med de Kostbarheder, de i Livet havde ejet;
at Asken skulde kastes i Havet eller graves ned i Jorden; at man over anseede
Mænd skulde rejse Gravhøje til Erindring om dem, og at man desforuden skulde
hædre de mest anseede Mænds Gravhøje med Bautastene. Endog i Gudesagnene
selv tales der om Balders Begravelse og Baalfart, hvorledes han blev brændt i
sit Skib med sin Hest og øvrige Klenodier. Om de Afdødes Opbrændeise paa Baalet
handles ogsaa ellers baade i angelsaxiske og norske Oldskrifter, ligesom og de
fleste Begravelser fra Hedendommen, der findes i Norge og det egentlige Sverige,
indeholde Levninger af brændte Lig. Men en Forandring i denne
Begravelsesmaade indtraadte, idetmindste for de fornemmere Mænds Vedkommende,
samtidigt, som det synes, med Kongenavnets Indførelse, og, maaskee tillige, efter
hvad det lader til, i Forbindelse med den føromtalte Frauja- eller Frey-Cultus.
Snorre Sturleson siger nemlig derom i sin Indledning til Ynglinga-Saga: «Den
første Tidsalder kaldes Brænd-Alderen; da skulde man brænde alle afdøde Mænd
og rejse Bautastene efter dem. Men efterat Frey var bleven højlagt i Uppsala,
gjorde mange Høvdinger saavel Høje som Bautastene til Minde om deres Frænder;
og efterat Danekongen Dan den Overmodige havde ladet sig gjøre en Høj, og
forordnet, at man efter hans Død skulde lægge ham deri med hans Kongeskrud,
Krigsrustning, Hest og Sadeltøj foruden meget andet Gods, efterfulgte mange
af hans Ætmænd hans Exempel; saaledes begyndte Høj-Alderen i Danmark,
men Brændalderen vedvarede endnu længe hos Svear og Nordmænd». I
Yng-lingasaga oplyser Snorre siden udtrykkeligt, at Frey ikke blev brændt, men
højlagt, ligesom der og fortælles, hvad der allerede ovenfor er berørt, at Frey, endog
førend han formelig blev begraven, i trende Aar gjemtes i en Høj, medens hans
nærmeste Omgivelser indbildte Folket, at han endnu levede2. Omtrent det samme
fortæller den danske Forfatter Saxo om Kong Frode den 3die; han siger, at hans
fornemste Mænd balsamerede hans Lig og førte det i tre Aar omkring paa den
kongelige Vogn, foregivende, at han endnu var i Live3. Man seer ved første
Øjekast, at det er det samme Sagn, lidt anderledes fortalt, og at kun Navneligheden,
1 Tacitus Germ. Cap. 27. 2 Yngl. Saga Cap. 12.
3 Saxo, 5te Bog, S. 256. Se tillige ovenfor, S. 54—60 og nedenfor, næste Afs. § 5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
